DEBAT: Vinge, en moderne ghetto

Niels Martin Viuff, byrådsmedlem (S), Entreprenør

Så er det igen lykkedes at få Frederikssund på landkortet via endnu en negativ historie om Vinge - som åbenbart er “gaven", der bliver ved at give.

Ifølge P4 København er estimatet på 20.000 tilflyttede til Vinge et tal, som Frederikssund Kommune ikke har dokumentation for. Det oprindelige skøn lød på 10.-13.000 tilflyttere, men der er nogle, der har siddet og anskueliggjort, at hvis man bygger anderledes, end man gør i dag, og meget tættere så kan der være flere mennesker i Vinge - bum 20.000!

At presse mange mennesker sammen på et areal er opskriften på ghetto. Er det, hvad dette hypede projekt er skrællet ned til? En moderne ghetto på en mark udenfor Frederikssund.

Jeg finder det dybt bekymrende, at håndteringen af Vinge stadig foregår på et så lavt niveau. Og jeg forstår slet ikke, at vi som kommune overfor investorer, overfor Christiansborg og vigtigst af alt overfor vores borgere ikke tager denne opgave mere alvorligt end, at der bare sidder nogle og tænker kreative tanker under at have et ordentligt grundlag.

Jeg ser gerne, at vi begynder at arbejde på muligheden for at lave en andelslandsby i Vinge. Jeg synes også, vi skal lytte til behovet i markedet, som skriger på boliger til småbørnsfamilier og enlige i størrelsesordenen 100 kvm. med en lille have. Vigtigst af alt ser jeg gerne, at vi stopper med at køre penge i pendulfart ud til Vinge og begynder at fokusere på Skibby, Jægerspris, Slangerup og Frederikssund.

Publiceret 06 June 2019 00:00

SENESTE TV

Barok i kirken

Onsdag den 3. juli lyder der velklingende barokmusik, som kan nydes i de helt rigtige omgivelser under Skibby Kirkes store hvælv, der gengiver stemningen og atmosfæren i musikken helt tæt på publikum.

Koncerten begynder klokken kl. 19.30, og du kan høre et helt nyt program med Bachs berømte Dobbeltkoncert for fløjte, barokviolin og cembalo, Vivaldis koncert "L'estro armonico” – Den harmoniske have, Couperins "Le Tic Toc Choc" – Vækkeuret, der løb løbsk! og ikke nok med det - Daquins "Le coucou" Gøgen, der ikke ville holde op med at kukke!

Programmet spilles af den italienske barokviolinist Roberto Falcone, fløjtenisten Mogens Friis og den svenske cembalist Anders Danman. Alle tre musikere er af international klasse med omfattende koncertvirksomhed både i Skandinavien og det øvrige Europa.