DEBAT: Højvandslukke ved Frederikssund

Pelle Andersen-Harild, medlem af byrådet i Frederikssund for Enhedslisten (Ø)

Under Bodilstormen i december 2013 oversvømmedes ved en vandstand på noget over to meter store dele af de lavtliggende områder langs Roskilde Fjord og Isefjorden. Stormrådet afgjorde, at der var tale om stormflod, og forsikringsselskaberne udbetalte i den forbindelse op mod 500 millioner kroner i erstatning for de skader, som stormen forårsagede i fjordområdet. Siden har vi kun haft mindre højvandshændelser på lidt over en meter, som kun har forvoldt begrænsede skader.

Men en ny Bodil vil komme. Klimaændringerne og de medfølgende havstigninger og storme vil medføre nye stormfloder. Om det bliver om et, to eller tyve år er ikke til at vide. Men det kommer.

For lidt over tre år siden fik Frederikssund kommune lavet en rapport, der viste at et højvandslukke i Kronprins Frederiks bro kunne etableres for ca. 100 mio. kroner. Derved kunne man beskytte Frederikssund by og hele den sydlige del af Roskilde Fjord, inklusiv Jyllinge Nordmark, Hyllingeris, Vikingeskibsmuseet og havneområdet i Roskilde. Men der er ikke sket noget.

Den 25.2.2019 skrev Frederikssunds borgmester, John Schmidt Andersen, til sine kollegaer i Roskilde, Lejre, Halsnæs, Egedal, Holbæk og Odsherred kommuner og foreslog et møde om kystsikringen i Roskilde og Isefjorden. Der er kommet positive svar fra de fleste kommuner, men ikke fra Roskilde. I sin indbydelse foreslår John Schmidt Andersen at drøfte løsninger ved Kronprins Frederiks bro og en dæmning mellem Hundested og Rørvig.

Det sidstnævnte forslag er næppe realistisk – både af miljømæssige og økonomiske årsager - men det er en løsning ved Kronprins Frederiks bro. Det vil som nævnt kunne beskytte bl.a. Jyllinge Nordmark. Det kan derfor undre, at Roskildes Borgmester ikke har reageret på John Schmidt Andersens brev, så meget mere som Roskilde Kommune har fået en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet i Viborg, der standser de igangværende dige- og slusearbejder ved Jyllinge Nordmark, fordi de skader Natura2000 området i Roskilde Fjord. Roskilde Kommune skal altså finde en anden løsning. Et højvandslukke ved Kronprins Frederiks Bro vil kunne løse problemet. Hvorfor i alverden rækker Roskildes borgmester ikke hånden frem til JSA og mødes for at drøfte en løsning, der både kan spare penge, besvær og ærgrelser for en masse mennesker.

Publiceret 25 April 2019 00:00