DEBAT: Valgt til Folketinget? Så er man noget!

Ole Peltola, Muslingevej 7, 3630 Jægerspris

Og i 13 år. Flot Hans Andersen. Det er en bedrift.

Folketinget må være en spændende arbejdsplads, hvor man af og til kan fornemme historiens vingesus.

Personligt har jeg stor respekt for de personer som ofrer sig og vil arbejde for det store fællesskab, for politikere får næppe løn som forskyldt.

Og det er måske heldigt nok, for hvad har du - kære Hans Andersen - så bedrevet i de mange år på tinge? Hvilke fingeraftryk har du sat som vælgernes talsmand?

I lokalavisen læser vi at du - nærmest alene - har ansvaret for at motorvejen til Frederikssund nu er en kendsgerning - altså på Folketingets prioriteringsliste - for reel asfalt kan bestemt ikke ses endnu.

Og vi kender desværre alle til prioriteringslister - de ændres jævnligt! Så hvor sikre kan vi nu være på den motorvej? Pia Adelsteen er ikke sikker!

Vi læser også om forøgelse af erstatningsmidler til ofrene for BODIL. Igen var det dig alene, der fik sat gang i den sag! Super godt for de mennesker der fik ekstra hjælp og helt utroligt hvad du ene mand har kunnet udrette i Folketinget i den sag!

Hvad du IKKE fortæller højt er, at din første chef i Folketinget statsminister Anders Fog Rasmussen flyttede Danmark fra et rimeligt neutralt land med egne meninger til en rygklapperstat i lommen på USA. Du gjorde Danmark til en krigsførende magt på et stærkt usikkert grundlag og ellers stolte danskere nærmest sneg sig rundt på ferie efterfølgende.

Og tusindvis af danske børn kan takke dig og blå-blok for økonomiske rammer som lukker dem ude fra stort set alt, som børn ellers bør kunne deltage i - ubekymret og med glæde.

Landbruget forurener drikkevandet i uhørt stort omfang - Landbrugspakken fra 2016.

Og KLIMAET. En historie for sig selv. Førertrøjen er revet af Danmark og vores fremtidige superindtægtskilde vakler, fordi Folketinget sidder på hænderne!

Du vil nok sige at NETOP på ovennævnte punkter kunne du desværre ikke gøre noget alene.

Men har vi hørt din stemme i Folketinget på de områder?

Jeg er én af de mange tusinde danskere, som har stillet et Borgerforslag om en “Ny klimalov nu”.

På rekordtid (10 dage) indkom de nødvendige 50.000 underskrifter. Og hvad vil du så udrette i den sag?

Som Folketingsmedlem har man et STORT ansvar.

Kan du se dine børn og dine vælgere i øjnene?

For hvilken fremtid er du med til at beslutte?

Publiceret 04 February 2019 00:00

SENESTE TV

Bro gør Hornsherred attraktivt: Investor vil bygge 100 boliger

Ikast-firmaet Klimahuse A/S har en ny udstykning med omkring 100 boliger på vej ved Selsøvej i Skibby. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Forslaget til en lokalplan for området er netop sendt til Frederikssund Kommune, oplyser Claus Keld Hansen, som er medejer af Klimahuse A/S til avisen.

Rejsegilde fejret med pølser og kakao

"Det er den bro, der kommer, som gør, at vi har kigget på den side af fjorden - det at man lige pludselig kan ramme Rådhuspladsen i København på tre kvarter, som nogle siger - eller det bliver i hvert fald væsentligt hurtigere end at køre omkring Roskilde. Skibby er en driftig by med en fantastisk natur, og der er alt det, man som familie har brug for, med nyt børnehus, skole og butikker," siger Claus Keld Hansen fra Klimahuse A/S til Frederiksborg Amts Avis.