DEBAT: Regeringen vil have motorvej helt til Frederikssund

Af MF Hans Andersen, Valgt i Nordsjællands Storkreds (V)

Hans Andersen, Fyrrebakken 24, 3600 Frederikssund

Nu kan vi endelig begynde at lugte ny asfalt på Frederikssundmotorvejen.

Som del af regeringens hovedstadsudspil kunne vi forleden dele den glædelige nyhed, at regeringen vil prioritere at sende penge til 3. etape af Frederikssundmotorvejen. Og det er en helt fantastisk nyhed for Frederikssund Kommune – og for Nordsjælland.

For de mange borgere, som spilder tid på at snegle sig af sted på vejene. For de mange virksomheder, som tæller tabte kroner, mens de holder i kø. Ja, for hele samfundet, som har gevinst af motorvej helt til Frederikssund.

Det har været en lang kamp, men nu kan vi endelig se frem til mere motorvej – i hvert fald hvis det står til Venstre og regeringen.

For vi er klare i spyttet: Nu skal der sendes trafikmilliarder til Nordsjælland.

Og de skal komme i en samlet infrastrukturplan, som regeringen præsenterer meget snart.

Jeg har arbejdet benhårdt på at komme helt i mål med Frederikssundmotorvejen. Det er selvfølgelig ikke en kamp, jeg har kæmpet alene.

De seneste år har vi lagt et massivt fælles pres i Nordsjælland, hvor eksempelvis borgmestre på tværs af kommuner har stået sammen – og hvor lokale virksomheder har råbt højt. Og det seneste års tid har jeg for alvor kunnet mærke, at vi har rykket tættere og tættere på målstregen – derfor har jeg ofte givet udtryk for, at jeg har været meget optimistisk.

Nu er det så endelig lykkedes at få sparket de sidste døre ind på Christiansborg.

Nu står vi helt foran målstregen og kan lugte ny asfalt. Frederikssundmotorvejen står sort på hvidt på listen over de vejprojekter, som regeringen vil prioritere.

Og inden længe vil så fremlægge et samlet infrastrukturudspil, og her skal pengene selvfølgelig følge med.

Så er resten op til vælgerne.

Publiceret 25 January 2019 00:00