Kære DF-medlem. Stoler du heller ikke på Frederikssunds lærere?

Maria Katarina Nielsen, byrådsmedlem for Radikale Venstre (B)

Maria Katarina Nielsen, byrådsmedlem for Radikale Venstre (B)

Skal skolelederne på Frederikssund kommunes skoler til at spørge lærerne, hvem de stemmer på, når de er til jobsamtale?

Skal de unge bekende politisk tilhørsforhold, når de søger ind på læreruddannelsen? JA! Hvis det står til Dansk Folkepartis skoleordfører Alex Ahrendtsen.

”Lærerne skal overbevise os om, at de ikke indoktrinerer eleverne”, sagde han i skolernes efterårsferie til fagbladet Folkeskolen. Det skal de, fordi tre ud af fire lærere ifølge ham er venstreorienterede eller radikale. Han blev senere bakket op af sin gruppeformand Peter Skaarup.

At udtrykke den slags mistillid over for lærerne, fordi for mange af dem i Dansk Folkepartis øjne stemmer på de forkerte partier, er helt på månen. Og slet ikke i tråd med et Danmark, hvor vi hylder frihed til forskellighed. Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem vores lærere stemmer på, for jeg stoler på, at de ikke påfører børnene en bestemt stilling, men i stedet lærer dem at tage stilling.

Jeg stoler på, at de som alle andre danskere godt kan finde ud af at adskille professionelt arbejde og politisk overbevisning. Og viderefører den tradition, vi er så stolte af: Nemlig at vi har en skole, hvor vi lærer børn at tænke selv og sige deres mening højt.

Jeg vil derfor gerne høre, om vores lokale DF-medlemmer i Frederikssund byråd er af samme opfattelse som partifællerne på Christiansborg?

Mener I heller ikke, vi kan stole på, at lærerne på vores skoler ikke spreder propaganda til eleverne i undervisningen?

I Radikale Venstre har vi tillid til lærerne.

Tillid til at de skaber dygtige og meningsfyldte unge mennesker.

Det er fuldstændig afgørende for vores skole, at vi lokalpolitikere har tillid til lærerne i Frederikssund kommune.

Det er vores opgave at sørge for, at lærerne bliver ved med at have tid og frihed til at give vores børn undervisning i verdensklasse.

Publiceret 03 November 2018 00:30

SENESTE TV