DEBAT:

Rafler I om busafgange?

Henning Bruun, Frederikssund Fredag den 11. maj havde jeg et ærinde, hvor jeg skulle fra Frederikssund til Taastrup og retur. Jeg var naturligvis klar over, at S-toget var erstattet af S-Busser, ligesom jeg vidste, at jeg skulle med en grøn eller blå bus. Jeg ankom til stationen kl. 14.30. På stationen var der imidlertid kaos. Kun flere orange busser og ingen blå eller grønne. Jeg spurgte flere af servicemedarbejderne i gule veste om hvornår og hvor, de grønne eller blå busser ville køre. Det kunne ingen oplyse om. Flere undskyldte deres uvidenhed med, at der burde have været busser klar til afgang. Derfor gik jeg til holdeplads for grønne busser. Endelig ankom en grøn bus, og vi kørte fra stationen kl. 15.00. Herfra så godt. Da vi ankom til Ballerup, forventede jeg, at busholdepladsen var i nærheden af S-togs stationen, men nej! Vi blev sat af på Hold-An Vej. Jeg var ukendt på stedet og lokalområdet. Derudover anvender jeg kryk-stok efter et par mislykkede knæoperationer. Ingen service-medarbejdere var til stede – overhovedet. Jeg nåede at spørge bus-chaufføren, inden han kørte videre, om hvilken retning jeg skulle gå for at komme til Stationen. Han pegede i retning af byens gå-gade. Herfra fungerede turen med Bus 400S upåklageligt. På hjemturen fra Taastrup kendte jeg nu gåturen fra stationen til Hold-An Vej. Der var kun et par orange busser ved stoppestedet. Jeg spurgte en service-medarbejder om, hvornår der ville afgå direkte bus til Frederikssund. Det kunne han ikke svare på – han vidste ikke noget om bussernes afgangstider. Pludselig kommer der en grøn bus til stoppestedet, og jeg spurgte chaufføren om, hvornår han ville køre. Han sagde, at han skulle køre kl. 18.48. På det tidspunkt var klokken 18.52. Derfor sagde jeg til ham, om det så ikke var på tide, at kan kørte: ”Du er allerede 4 minutter bagud!” Han sagde, at jeg kunne hoppe ind – og at han så ville køre straks. Han kørte af sted med mig som eneste passager. Ved stoppestedet stod også 3-4 unge piger, der også skulle med direkte til Frederikssund. De fik besked af den enlige servicemedarbejder, at de skulle stå på en yderligere grøn bus, som i mellemtiden var ankommet og holdt bagved den bus, jeg kørte med. Hvornår den skulle køre, kunne han ikke oplyse dem om. Da ”min” bus - med mig som eneste passager – nåede omkring Måløv standsede chaufføren og holdt ind ved en vigeplads. Uden at informere om noget som helst stod han ved bussens højre bagende og åbnede en stor luge - mens han sagde, at bussen var kaput. Lågen kunne – så vidt jeg kunne se – ikke lukkes helt, men stod delvis åben. Mens dette skete holdt jeg øje med de øvrige togbusser, som passerede. Med ét kunne jeg se, at en grøn bus nærmede sig. Jeg viftede med arme og med min stok, mens bussen nærmede sig. Den havarerede chauffør gjorde intet overhovedet end at brokke sig over den defekte låge. Han sagde også, at det var fordi busserne kørte uafbrudt fra morgen til aften – stort set uden pauser – og det, er de ikke bygget til! Den nye grønne bus standsede p.gr.a. mine fagter og jeg kom så uden yderligere problemer til Frederikssund. Konklusioner: 1. Det virker som om nogen sidder og rafler om, hvornår busserne skal afgå. De tider, der er nævnt i Rejseplanen, holder ikke en meter. 2. Måske kender DSB’s ledelse og medarbejdere til ordet og begrebet ”service”. Det er dog sjældent at se hvor ringe servicen i forbindelse med S-bus-driften efterleves af ledelsen og personalet ved togbusserne. Min kone og jeg kører ofte med S-tog og er normalt meget tilfreds med afviklingen, men i den nuværende situation ser det ud, som hele driften er faldet helt ud af ledelsens og medarbejdernes hænder.

Publiceret 15 May 2018 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV