DEBAT:

Vi sparer os ihjel

Niels Martin Viuff, byrådsmedlem (S), entreprenør Jeg har nu siddet i Frederikssund byråd i mere end fire måneder, og det har været en blandet fornøjelse, må jeg tilstå. Jeg satte mig forventningsfuld i byrådsstolen med en ikke-politisk vinkel, klar til at se på mulighederne for at udvikle vores fantastiske kommune. Jeg er nemlig ikke politiker. Jeg er iværksætter. Jeg er vant til at skabe omsætning og vækst. Det er derfor en prøvelse for mig at skulle sidde til hvert enkelt møde og finde på nye måder at spare. Nu skal græsset ikke længere klippes så tit, der skal fejes mindre i bymidterne, lygtepælene skal slukkes om aften og så videre. Det er til at blive decideret træt af. Hvor er motivationen for at skabe indtægter? Hvorfor sidder vi i udvalgene og arbejder ud fra et sparekatalog og ikke et katalog med inspiration til, hvordan vi kan skabe øgede indtægtskilder? Jeg har svært ved at se, hvordan vi får flere skatteydere til kommunen ved at spare vores skoler, idrætsfaciliteter og bymidter sønder og sammen. Vi er i gang med at spare os ihjel. Hvis det at være politiker handler om at kunne svinge en sparekniv, så er der noget galt med systemet. Vi har brug for initiativrigdom og økonomisk sans. Det nytter intet at hælde en masse millioner i et hul på en mark i Vinge, bukke og beklage og så køre den helt store sparemaskine hen over borgerne. Jeg vil skabe øgede indtægter til kommunen for 50 mio. kr. Det er lige så godt som at spare 50 mio. kr. men meget sjovere. Jeg vil derfor gerne appellere til, at vi - byrådsmedlemmer og administrationen - ændrer fokus i denne svære situationen for Frederikssund Kommune og begynder at tænke i muligheder for at få penge i kassen, uden at borgerne skal opleve så markante forringelser i de kommunale tilbud, som der er lagt op i budgetprocessen.

Publiceret 09 May 2018 11:00

SENESTE TV

Året er startet godt for FC Fjordbold.

Lørdag eftermiddag vandt holdet igen, og har nu hentet fuld gevinst i begge kampe hidtil i 2019.

Men hvor sidste uges 6-1 sejr mod Albertlund IF blev hentet med flot spil og relativt overbevisende, så var der mere mudder i maskineriet i dagens hjemmekamp mod Nørrebro Futsal.

Møllegaardhallen dannede en flot ramme om kampen, og fra start lignede det igen, at Fjordbold ville spadsere sig til en overbevisende sejr, da man allerede efter tre minutters spil var foran 2-0 på mål af henholdsvis Brian Mengel og Marco Aurelio.

Men herfra mistede Fjordbold lidt gnisten og gæsterne spillede sig fint ind i kampen. På få minutter midt i første halvleg fik de også scoret to mål, og således kom gæsterne på omgangshøjde. På dette tidspunkt var kampen meget lige og bølgede frem og tilbage.

Kort før pausen fik hjemmeholdet så et vigtigt rygstød, da Marco Aurelio fik scoret til 3-2. Målet var til gengæld værd at vente på.

Brian Mengel spurtede frem i venstre side, hvorefter han spillede på tværs til Marco Aurelio, der med et elegant chip fik bolden over keeperen og i nettet.

I anden halvleg var Fjordbold fortsat ikke sprudlende som til at starte med, men de fik lukket mere ned for gæsterne, der havde vanskeligere ved at komme til afslutninger end i første halvleg.

Mål blev der ikke scoret mange af, og hjemmeholdet tillod sig endda at misse et straffespark undervejs. Men en af kampens store oplevelser var ligesom sidst Brian Mengel – og han fik lidt ro på holdet og hjemmepublikummet med målet til 4-2.

I kampens allersidste minut kom så også Morten Hauglund på scoringslisten, og dermed sluttede det 5-2. Et resultat, der får sejren til at fremstå mere overbevisende end den i virkeligheden var.

Skarphed og koncentration bliver to vigtige fokusområder, når FC Fjordbold spiller igen i den kommende weekend. Der venter nemlig København Futsal, som netop nu indtager 1. pladsen i Liga Øst. København har fortsat ikke tabt, men Fjordbold kan hænge optimismen på det faktum, at den omvendte kamp sluttede 4-4, og hvor Fjordbold i den grad var ovenpå flere gange undervejs.