Utopi – med intern undersøgelse

Kjeld Haslund, Gyldenstens Vænge 139, 3600 Frederikssund Den 21. marts godkendte Byrådet i Frederikssund Kommune (22 for og 1 imod) den interne undersøgelse vedrørende Vinge Centrum. Problemet er, at en intern undersøgelse er volapyk. Vi mennesker kan ikke kontrollere os selv. Skriver jeg en rapport/artikel, så skal andre rette den igennem, da jeg som menneske ikke selv kan se/finde mine egne fejl. Men det er endnu værre, hvis en person har lavet noget, der ikke er lovligt. Er personen uvidende om dette, kan vedkommende aldrig selv finde fejlen. Heller ikke, når han undersøger sig selv. Er personen vidende om det ulovlige, så vil vedkommende naturligvis ikke afsløre sin egen ulovlighed. Det må ligeledes antages, at kommunen har sat de mest kompetente personer på de opgaver, som skal løses. Da andre ansatte i kommunen skal gennemgå deres arbejde, så bliver det personer med en mindre viden. De kan naturligvis ikke kontrollere mere kompetente personers arbejde. Interne undersøgelser er volapyk og utopi. Den eneste rigtige løsning er en ekstern undersøgelse. Her kan eksterne eksperter fortælle kommunens embedsfolk, hvilke ulovligheder, der er blevet begået, hvad der har været uhensigtsmæssigt, og så kan de komme med løsningsforslag. Med den interne undersøgelse kan kommunen ikke lære af historien. Kommunen vil blot begå de samme fejl om og om igen. Vi borgere finder aldrig ud af, om der er begået ulovligheder eller ej – men anklagen vil altid ligge som et tungt åg ned over forvaltningen. Det kan ingen være tjent med. FÅ NU LAVET DEN EKSTERNE UNDERSØGELSE. JA - det vil koste nogle penge. Men omkostningen ved ikke at tage ved lære af de begåede fejl – bliver meget, meget større.

Publiceret 24 April 2018 09:00

SENESTE TV