DEBAT:

Held og lykke til den nye borgmester

Jan Erik Torp, Plantagevej 13A, 3600 Frederikssund Borgmester og kommunaldirektør i Lokalavisen Frederikssund: “Nu ser vi fremad”. Og er der nogen der har interesse i kun at se fremad, er det borgmester og kommunaldirektør. I mange måneder har man gjort alt for at sjofle borgerne og skjule sandheden om Vingesagen. Fortielser og løgne har stået i kø. Det fremgår af artikel i Lokalavisen Frederikssund publiceret på nettet den 10. april 2018, at professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing vurderer, at Frederikssund Kommune efter alt at dømme er på den forkerte side af grænsen i forhold til den kommunale styrelseslov, der fastsætter de overordnede rammer for arbejdet i en kommune. Professor Stig Bønsing udtaler: “Der er ingen tvivl om, at det er en overtrædelse af den kommunale styrelseslov. Man må ikke skrive under på noget, der ikke er bevillinger for. Det var blandt andet bevillingsoverskridelserne i sig selv, Brixtofte i sin tid blev idømt fængsel for. Nordsjællands Politi er tidligere bedt om at vurdere, om borgmester John Schmidt Andersen eller andre i forvaltningen, har begået et strafbart forhold, da han i juni sidste år underskrev aftalen med AP Pension og MT Højgaard. En aftale hvor borgmesteren samtidig skrev under på at afholde udgifter, der rakte mere end 100 millioner kroner ud over det beløb, byrådet havde givet bevillinger for da byrådet bemyndigede ham til at afslutte forhandlingerne. Jeg går ud fra at Nordsjællands Politi nu tager sagen alvorligt i lyset af de nye oplysninger, der er kommet frem om mulige straffelovsovertrædelser. Nu ser borgerne fremad. Hvem skal overtage ledelsen af det moralske og økonomiske konkursbo Frederikssund Kommune, når der skal udpeges en ny borgmester? Alle byrådsmedlemmer fra Venstres synes at være personligt belastet - enten har man været involveret i beslutninger om Vinge, eller man har holdt hånden over byrådskollegaer, der har udviste en særdeles anløben moral. Mon dog ikke det vil være muligt, at finde en ny borgmester? Flere partier synes at have medvirket til, at vi nu er tæt på, at få en afklaring af sagsforløb. Borgerne ser således både tilbage og fremad. Tilbage på et skandaløst amoralsk forløb anført af borgmester og kommunaldirektør. Og vi ser frem til, at der kommer en ny borgmester, der som den vigtigste opgave får, at genoprette moralen og økonomien i kommunen. Et kæmpe opgave, men det kræver en person, der besidder den nødvendige moralske integritet. Held og lykke til den nye borgmester.

Publiceret 18 April 2018 00:00

SENESTE TV