DEBAT:

Det koster samfundet 650 mio. kr. at udskyde Frederikssundmotorvejen 10 år

Af Hans Andersen (V), MF og medlem af byrådet i Frederikssund Det koster samfundet mange penge, at Frederikssundmotorvejens sidste etape til Frederikssund endnu ikke har fået asfalt. Og den regning stiger kun, jo længere projektet bliver udskudt. En ny beregning fra Vejdirektoratet viser, at det samfundsmæssige økonomiske tab lyder på hele 650 mio. kr., hvis man udskyder igangsættelsen af motorvejsprojektet til 2030 frem for en situation, hvor projektet sættes i gang i 2020. Som Folketingsmedlem og medlem af byrådet i Frederikssund mener jeg, at tallet taler sit tydelige sprog. Det sætter en stor, tyk streg under, at der ikke bare er et kæmpestort behov for at få motorvejen hele vejen til Frederikssund - det er faktisk også en god forretning. Jeg lægger ikke skjul på, at det helt store bump på vejen er at finde flertal i Folketinget til at afsætte penge til motorvejsprojektet, men jeg er dog overbevist om, at Frederikssundmotorvejen står højt på listen i næste trafikaftale. Som den her beregning viser, så er det en af de motorvejsstrækninger, hvor vi får den største gevinst for pengene.

Publiceret 15 April 2018 00:00

SENESTE TV