DEBAT:

Cykelsti vil gavne turismen

Anita Jørgensen Amledsvej 5, 3600 Frederikssund Efter det skandaleramte Vinge-projekt er kommunekassen tom, og alle oprindeligt budgetterede anlæg sat på stand by blandt andet cykelstien Jægerspris-Kulhuse. En cykelsti til Kulhuse ville ikke kun gavne de lokale, men i høj grad også turismen. Hvis Frederikssund Kommune vil have andel i den stigende cykelturisme, kan det kun gå for langsomt med etableringen. Den må absolut have første prioritet - tillige med et nyt bibliotek. I Kulhuse ligger desuden kommunens eneste campingplads. For nylig læste jeg, at cykelturismen i Visit Nordsjælland’s fem ejerkommuner (Helsingør, Hillerød, Fredensborg, Gribskov, Halsnæs) udgør 25 procent, og man håber på at komme op på 33 procent i 2020. Ifølge Visit Nordsjælland er cykelturismen “guld”, da cykelturisterne bruger mange penge, når de bevæger sig rundt i landskabet. I 2015 udgjorde den cykelrelaterede omsætning 290 millioner i Visit Nordsjællands ejerkommuner, og man forventer, at den i 2020 vil være 450 millioner. Det ville da ik’ være så ringe endda, hvis Frederikssund kunne få andel i noget af den omsætning. I øvrigt har det længe undret mig, at Frederikssund ikke er med i Visit Nordsjælland - “Kongernes Nordsjælland”. Det ville harmonere godt både historisk og geografisk.

Publiceret 13 April 2018 10:00

SENESTE TV

Året er startet godt for FC Fjordbold.

Lørdag eftermiddag vandt holdet igen, og har nu hentet fuld gevinst i begge kampe hidtil i 2019.

Men hvor sidste uges 6-1 sejr mod Albertlund IF blev hentet med flot spil og relativt overbevisende, så var der mere mudder i maskineriet i dagens hjemmekamp mod Nørrebro Futsal.

Møllegaardhallen dannede en flot ramme om kampen, og fra start lignede det igen, at Fjordbold ville spadsere sig til en overbevisende sejr, da man allerede efter tre minutters spil var foran 2-0 på mål af henholdsvis Brian Mengel og Marco Aurelio.

Men herfra mistede Fjordbold lidt gnisten og gæsterne spillede sig fint ind i kampen. På få minutter midt i første halvleg fik de også scoret to mål, og således kom gæsterne på omgangshøjde. På dette tidspunkt var kampen meget lige og bølgede frem og tilbage.

Kort før pausen fik hjemmeholdet så et vigtigt rygstød, da Marco Aurelio fik scoret til 3-2. Målet var til gengæld værd at vente på.

Brian Mengel spurtede frem i venstre side, hvorefter han spillede på tværs til Marco Aurelio, der med et elegant chip fik bolden over keeperen og i nettet.

I anden halvleg var Fjordbold fortsat ikke sprudlende som til at starte med, men de fik lukket mere ned for gæsterne, der havde vanskeligere ved at komme til afslutninger end i første halvleg.

Mål blev der ikke scoret mange af, og hjemmeholdet tillod sig endda at misse et straffespark undervejs. Men en af kampens store oplevelser var ligesom sidst Brian Mengel – og han fik lidt ro på holdet og hjemmepublikummet med målet til 4-2.

I kampens allersidste minut kom så også Morten Hauglund på scoringslisten, og dermed sluttede det 5-2. Et resultat, der får sejren til at fremstå mere overbevisende end den i virkeligheden var.

Skarphed og koncentration bliver to vigtige fokusområder, når FC Fjordbold spiller igen i den kommende weekend. Der venter nemlig København Futsal, som netop nu indtager 1. pladsen i Liga Øst. København har fortsat ikke tabt, men Fjordbold kan hænge optimismen på det faktum, at den omvendte kamp sluttede 4-4, og hvor Fjordbold i den grad var ovenpå flere gange undervejs.