Pris på tavshed

Af Bjørn Tving Stauning Jernbanegade 29, Frederikssund Indledningsvis vil jeg vedgå, at 8,75 mio kr er mange penge. Det er det beløb, som kommunens rådgivere i Vingesagen, Horten Advokatpartnerskab, vil eftergive af deres honorar på 29 mio kr, hvis sagen kan lukkes i mindelighed med et forlig. Det lugter langt væk af erkendelsen af en juridisk bommert af dimensioner. Alternativet er at føre en erstatningssag i Advokatnævnet, hvor Frederikssund Kommune anklager Horten for inkompetent og mangelfuld rådgivning. Det er klart, at det for et advokatfirma er langt mere end blot en ridse i lakken, hvis man bliver stillet for Advokatnævnet - og hvis man taber sagen, har ens renommé lidt skade. Derfor er det langt at foretrække at betale sig fra et sagsanlæg - og beløbet på 8,75 mio kr er sikkert betydelig større end den bod, advokatnævnet ville stadfæste. Forvaltningen anbefaler da også at takke ja til tilbuddet. Men er det rimeligt, at en skandale i denne størrelse blot afmonteres bag lukkede døre? Konsekvensen kan blive, at de implicerede købes til livslangt tavshed om forløbet, og offentligheden aldrig får adgang til sagens akter. Noget lignende skete i DONG-skandalen, hvor der aldrig er kommet klarhed over, hvorfor direktøren skulle fyres, og hvorfor de personer, der har spillet væsentlige - måske anløbne - roller, fuldstændig er blevet fritaget for ansvar. Det er uanstændigt, hvis de involverede i Vingesagen får mulighed for at dække over sig selv og hinanden under påberåbelse af at have hjemtaget et mægtigt erstatningsbeløb på 8,75 mio kr. Der må skaffes klarhed i denne sag - også for forhandlergruppens egen skyld. Hvis ikke de lægger alle kort på bordet, vil der til evig tid hvile en skygge over dem som nogle af Danmarks mest inkompetente forhandlere. Alt andet end åbenhed er utilfredsstillende og vil skærpe befolkningens mistillid til det politiske system.

Publiceret 09 February 2018 11:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV