Busdrift under pres

John Schmidt Andersen (V), Borgmester i Frederikssund Kommune Et sammenhængende og effektivt net af buslinjer er en forudsætning for mobiliteten for rigtig mange mennesker i hovedstadsområdet – især for dem, der ikke bor lige op ad togbanen. Og i hovedstadens omegnskommuner har vi behov for god regional bustrafik for at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft og skabe befolkningstilvækst. Det burde være en meget vigtig strategisk satsning for regionen. Ikke desto mindre skal Region Hovedstadens forretningsudvalg på sit møde den 6. marts tage stilling til besparelser på ca. 60 mio. kr. på den kollektive trafik i regionen på grund af blandt andet udgifter til letbanen. Det er et meget stort beløb ud af et budget til kollektiv trafik på 500 mio. kr. om året. Oveni dette kommer en rammebesparelse fra statens side på 1% om året. Sparekataloget peger på forskellige ”grupper” af sparemuligheder, men fælles er, at der bliver tale om færre eller kortere busruter eller regulære nedlæggelser af ruter. Set her fra Frederikssund Kommune er det ikke behagelig læsning. Lad mig give et par eksempler: Et forslag indebærer, at linje 320 mellem Helsinge og Frederikssund (som er den eneste linje, der betjener Frederikssund Sygehus) bliver nedlagt, og at samtlige natbusser også nedlægges. 320R bruges også af mange studerende, når de skal til Campus. Hvis den bliver nedlagt kan det dermed få negativ betydning for hvor mange unge fra nabokommunerne, der vælger at søge en uddannelse i Frederikssund. Mangel på natbusser vil være en serviceforringelse for alle dem, der ikke bor tæt på en S-togsstation. Et andet forslag indebærer en reduktion i frekvensen på alle R-linjerne og nedlæggelse af linje 65E mellem Skibby og Hillerød. Fjernes denne rute vil det blandt andet give store udfordringer for studerende fra Hornsherred, som ønsker at tage en ungdomsuddannelse. Færre busafgange på R-linjerne vil give dårligere sammenhæng til det øvrige busnet og dermed generelt reducere fremkommeligheden med bus i Nordsjælland. Jeg er godt klar over, at disse besparelser endnu ikke er vedtaget og indtil videre blot er en del af en temadrøftelse om den kollektive trafik. Men jeg vil på det kraftigste opfordre medlemmerne af regionsrådet til at prioritere den kollektive trafik. Realiseres disse besparelser vil det reelt betyde, at omegnskommunerne skal leve med ringere busbetjening for at finansiere den kommende letbane, og at de trafikale sammenhænge i regionen går tabt. Sammen med fem andre nordsjællandske borgmestre i Halsnæs, Hillerød, Helsingør, Fredensborg og Gribskov har jeg skrevet til regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen og Jens Mandrup, der er formand for regionens trafikudvalg med en appel om at droppe de planlagte busbesparelser. De giver ikke mening, og de vil få uforholdsmæssigt store konsekvenser for indbyggerne i de kommuner i regionen, der ikke ligger lige op ad hovedstaden.

Publiceret 09 February 2018 11:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV