DEBAT:

Kommunens økonomi kan styres på 2 måder

Susanne Bettina Jørgensen, Byrådsmedlem (A), Magnoliavej 20, 3630 Jægerspris

Det er forkert at sige, at budgetaftalen og Vinge ikke har noget med hinanden at gøre, for det har de. Budgetaftalen er lavet på forudsætninger om, at der kommer indtægter fra grundsalg i Vinge. Disse indtægter er ikke kommet som forventet, og så falder budgettet fra hinanden – længere er den ikke. Jeg skal skynde mig at tilføje: Socialdemokraterne står bag Vingeprojektet, og vi vil selvfølgelig også støtte op om genopretningen af kommunens økonomiske situation. Vi står på økonomisk ansvarlighed – også når det er svært.

Vi er ikke med i budgetaftalen for 2018. Det er vi ikke fordi, vi var imod skattelettelser og imod hastigheden, hvormed den nye idrætsby skulle finansieres. Vi var og er imod, at vores kassebeholdning er kørt i bund. Det er simpelthen alt for risikabelt ikke at have penge i kassen til at kunne finansiere alle de uforudsete udgifter, der altid løbende kommer. Socialdemokraterne fremlagde et budget, hvor kassebeholdningen var højere, end det forligsparterne blev enige om, men det kom vi desværre ingen vegne med. Vores budgetoplæg tog dog heller ikke højde for Vinge – vi vidste ikke, at Vinge ville blive et problem.

Kommunens økonomi kan styres på to måder. På Venstres måde, hvor pengene ikke skal være i kassen, men ude og vækste og gerne i folks egne lommer, og på Socialdemokraternes måde, hvor vi skal udvikle og investere i velfærd og arbejdspladser men samtidig sikre, at der er en god solid kassebeholdning.

Indtil videre er der stoppet op for en lang række anlægsarbejder, og i 2018 skal vi igen forhandle budgettet for 2019 og frem. Her skal der ske prioriteringer. Det bliver ikke nemt, men Socialdemokraterne vil som altid trække i arbejdstøjet og søge mest mulig indflydelse på kommunens udvikling, så Frederikssund kommune er et godt sted at bo, vokse op, leve og arbejde i.

Venstre mener, at Socialdemokraterne er ”bagkloge”. Det er vi bestemt ikke. Vi er blot i den situation, at vi ikke har borgmesterposten og ej heller flertal i Byrådet. Men nu skal vi videre. Ærmerne skal smøges op, og der skal prioriteres, og det skal ske, uden det rammer vores kernevelfærd.

Publiceret 02 January 2018 10:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

DEBAT: "Nej, jeg vil ikke acceptere det!"

Der er allerede indtrådt fuldt indkøbsstop på folkeskolerne i Frederikssund Kommune!

Der varsles nu yderligere store besparelser på skoleområdet i kommunen.

Besparelser i en grad, så jeg vil spørge politikerne i byrådet, hvor deres smertegrænse går?

Er det ikke en af de mest grundlæggende kommunale opgaver at drive folkeskole?

Jeg ønsker at være konstruktiv. Jeg er en ’almindelig’ samfundsborger, der betaler min kommuneskat med glæde. Men hvorfor opleves skoletilbuddene så løbende som ringere og ringere?

Er det fordi forvaltningen og daværende byråd besluttede at ændre gennemgribende i strukturen, hvilket kombineret med ny skolereform skabte utrolig meget uro og usikkerhed? Uro og usikkerhed, som ellers endelig er ved at lægge sig lidt nu.

Er det fordi Vinge spøger, selvom alle siger nej?

Er det fordi politikerne lytter til et udueligt embedsværk?

Er det fordi politikerne i Frederikssund ikke ønsker den bedste folkeskole?

Er det fordi der pludseligt er voldsom nedgang i børnetallet?

Jeg spørger i øvrigt mig selv, hvordan en så stor nedgang i børnetallet kan komme som en overraskelse?

På børnehaveområdet var det kendt for år tilbage, at der var nedgang i børnetallet.

Uanset hvad, så kan mine børn ikke bruge disse forklaringer til noget – intet!

Og samtidig kan jeg læse, at det går fantastisk i Frederikssund Kommune. Driftsindtægterne er større end nogensinde! Aldrig har det gået bedre…

Tilmed forstår jeg, at vi skal prioritere vore ældre, der har betalt skat hele deres liv. Ja, der skal prioriteres i en kommune. Det er en af politikernes fornemste opgaver.

Under alle omstændigheder nægter jeg at acceptere yderligere forringelser for mine to børns skolegang i Frederikssund.

Hvad enten det skyldes Vinge, inkompetence i forvaltningen, politikere der ikke vægter folkeskolen eller hvad dælen årsagen nu er.

Jeg opfordrer hermed alle forældre med børn i folkeskolen i Frederikssund Kommune til at mobilisere sig.

Sig nej til disse besparelser!

I stedet for straks at løbe til privatskolerne – for det afstedkommer den nuværende retning - så skal vi engagere os i folkeskolen og stille krav til de politikere, vi har valgt ind i byrådet.