DEBAT:

En gave til Frederikssund Kommune

Niels Martin Viuff, byrådsmedlem S, entreprenør & bygningskonstruktør

Frederikssund Kommune slipper - fra hvad jeg kan læse mig til i pressen - ud af Vingeprojektet for kun fem millioner kroner. Det er en ren gave for vores kommune. Pengene skal betales i kompensation til AP Ejendomme som følge af den aftale, der blev indgået i sommers og som nu er helt skrottet.

For kun fem millioner kroner slipper vi altså ud af et projekt, der kunne være endt som en katastrofe for Frederikssund Kommune med en regning på flere hundrede millioner kroner Nu kan vi slette Vinge fuldstændig fra kortet og komme videre.

Vi skal sikkert og roligt udvikle de eksisterende fire byer i vores kommune. Frederikssund skal også udvikles mod syd, og så når vi før eller siden til området, som før blev kaldt Vinge, og som vi fremover bør kalde Frederikssund Syd. Vi slipper også for at anlægge et handelscentrum på 26.000 kvadratmeter i Vinge, når vi i forvejen kæmper en kamp for handelslivet i Frederikssund.

Det bringer ikke mig, som nyvalgt byrådsmedlem i Frederikssund Kommune, skår i glæden, at hele sagen om Vinge ligger på bordet som en negativ arv fra det tidligere byråd. Jeg er klar til at tage fat, og jeg glæder mig til at komme i gang. Vi skal tænke ud af boksen.

Men jeg forstår ikke, at jeg som nyvalgt byrådsmedlem ikke kan få noget at vide.

Selvom jeg fra 1. januar indtræder i kommunalbestyrelsen, og dermed skal sidde med min del af ansvaret, så er min månedsløn som byrådsmedlem det eneste, jeg indtil nu har kunnet få oplyst.

Der er ellers en lang række spørgsmål, jeg gerne ville have haft besvaret, inden jeg sætter mig i byrådsstolen:

Er det korrekt, at Vinge efter beregningerne vil have et negativt cash flow de første 10 år? Samt at der i beregningerne ikke er taget højde for eventuelle uforudsete udgifter i forbindelse med byggeriet?

Hvad er grunden til, at Frederikssund Kommune giver et tilskud til tilslutningsafgiften på 60 procent for bygherrerne i Vinge? De 60 procent i tilskud bliver jo betalt af alle andre borgere i kommunen?

Har Frederikssund Kommune for at finansiere den såkaldte aftale om Vinge Centrum bundet sig op på at give tilskud på 28 millioner kroner til alment boligbyggeri i Vinge? Der er i øvrigt en stor risiko for at det bliver en ghetto.

Hvad er kvadratmeterprisen på den 2800 kvadratmeter store offentlige bygning, som Frederikssund Kommune lejer i Vinge? Jeg har en mistanke om, at kommunen betaler en overpris pr. kvadratmeter for på den måde indirekte at yde et tilskud. Men jeg kan ikke få oplyst kvadratmeterprisen, som Frederikssund Kommune skulle betale?

Faktisk kan jeg ikke få svar på noget.

Forhåbentlig venter der mig flere svar end spørgsmål i 2018. Og jeg håber, at nogle af de penge kommunen nu sparer på Vingeprojektet kan bruges til en ny cykelsti til Kulhuse.

Publiceret 02 January 2018 09:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV

DEBAT: "Nej, jeg vil ikke acceptere det!"

Der er allerede indtrådt fuldt indkøbsstop på folkeskolerne i Frederikssund Kommune!

Der varsles nu yderligere store besparelser på skoleområdet i kommunen.

Besparelser i en grad, så jeg vil spørge politikerne i byrådet, hvor deres smertegrænse går?

Er det ikke en af de mest grundlæggende kommunale opgaver at drive folkeskole?

Jeg ønsker at være konstruktiv. Jeg er en ’almindelig’ samfundsborger, der betaler min kommuneskat med glæde. Men hvorfor opleves skoletilbuddene så løbende som ringere og ringere?

Er det fordi forvaltningen og daværende byråd besluttede at ændre gennemgribende i strukturen, hvilket kombineret med ny skolereform skabte utrolig meget uro og usikkerhed? Uro og usikkerhed, som ellers endelig er ved at lægge sig lidt nu.

Er det fordi Vinge spøger, selvom alle siger nej?

Er det fordi politikerne lytter til et udueligt embedsværk?

Er det fordi politikerne i Frederikssund ikke ønsker den bedste folkeskole?

Er det fordi der pludseligt er voldsom nedgang i børnetallet?

Jeg spørger i øvrigt mig selv, hvordan en så stor nedgang i børnetallet kan komme som en overraskelse?

På børnehaveområdet var det kendt for år tilbage, at der var nedgang i børnetallet.

Uanset hvad, så kan mine børn ikke bruge disse forklaringer til noget – intet!

Og samtidig kan jeg læse, at det går fantastisk i Frederikssund Kommune. Driftsindtægterne er større end nogensinde! Aldrig har det gået bedre…

Tilmed forstår jeg, at vi skal prioritere vore ældre, der har betalt skat hele deres liv. Ja, der skal prioriteres i en kommune. Det er en af politikernes fornemste opgaver.

Under alle omstændigheder nægter jeg at acceptere yderligere forringelser for mine to børns skolegang i Frederikssund.

Hvad enten det skyldes Vinge, inkompetence i forvaltningen, politikere der ikke vægter folkeskolen eller hvad dælen årsagen nu er.

Jeg opfordrer hermed alle forældre med børn i folkeskolen i Frederikssund Kommune til at mobilisere sig.

Sig nej til disse besparelser!

I stedet for straks at løbe til privatskolerne – for det afstedkommer den nuværende retning - så skal vi engagere os i folkeskolen og stille krav til de politikere, vi har valgt ind i byrådet.