DEBAT:

Man tror ikke sine egne øjne

Af Anker Gold og Anne Borup,

Bakkedraget 12, 3630 Jægerspris

I Frederikssund Lokalavis kan man læse, at Vejdirektoratet vil tvinge mere trafik over den nye betalingsbro over fjorden. Det vil man gennemtrumfe gennem ændring af lysreguleringerne og nedlæggelse af buslommer og andre hindringer i retning mod den gamle bro med henblik på at gøre det mere tidskrævende at køre over denne.

Det kan man da kalde at føje spot til skade. Først får vi en betalingsbro, som er den eneste af sin slags i Danmark. Og efterfølgende, så skal vi dælen dytteme tvinges til at køre over den. Vi gad nok vide hvilken embedsmand i Vejdirektoratet, der er kommet op med den ide. For en politiker kan det vel ikke være? det ville være politisk selvmord.

Uanset hvilken form for aftaler, der tidligere måtte være indgået, så må vi lægge pres på vore politikere – herunder folketingsmedlemmer – valgt i området. Det bedste vil selvfølgelig være at få afskaffet brugerbetalingen på den nye bro. Eller vi må i det mindste få afskaffet de påtænkte forhindringer for at bruge den gamle bro.

Publiceret 29 December 2017 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV