Bro uden brugerbetaling

Af Rasmus Stoklund, Folketingskandidat (S)

debat I Danmark har vi ikke tradition for brugerbetaling, når vi bevæger os rundt på vejene i vores kommuner. Glæden over den kommende Kronprinsesse Marys Bro udfordres af, at man skal betale broafgift for at komme fra den ene side af kommunen til den anden. Konsekvensen vil i værste fald blive, at den nye bros kapacitet ikke udnyttes ordentligt, fordi bilisterne vælger at blive ved med at køre ad Kronprins Frederiks Bro. En oplagt løsning ville være også at lade det såkaldte landevejsprincip gælde for broer. Landevejsprincippet omtales ofte i varme vendinger på Christiansborg. Idéen bag landevejsprincippet er, at indbyggerne på de små øer skal have mindsket deres omkostninger til færgetransport så meget, at en færgetur ikke er dyrere, end hvis borgeren skulle tilbagelægge en tilsvarende strækning på landevejen. Det vil sige, at man sænker færgetaksterne, så det koster det samme at sejle en kilometer, som det koster i benzin og afskrivninger på bilen at køre en kilometer på en landevej. Landevejsprincippet kunne også gælde for Kronprinsesse Marys Bro, så brugerbetalingen kan sløjfes. Tiden er derfor inde til at revurdere beslutningen om at gennemføre brugerbetaling på broen. Regeringen, som ofte taler så flot om vækst i hele Danmark, bør derfor indse, at Landevejsprincippet naturligvis også bør gælde i Frederikssund kommune.

Publiceret 02 December 2017 00:00

Lokalavisen Frederikssund nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Lokalavisen Frederikssund
SENESTE TV