Byrådets hemmelige formel forbliver hemmelig

Preben Gøttsche, Åbjergvej 14, Frederikssund Jeg efterlyste for tre uger siden den formel hvormed Byrådets flertal vil holde Frederikssunds borgere økonomisk skadesløse, nu hvor de anbefaler transportministeren at bygge en brugerfinansieret højbro over Roskilde fjord. Jeg anmodede alle partier om at indvie borgerne i hvilke beregninger der lå til grund for deres anbefalinger. Der er meget overraskende ikke kommet et eneste svar. Mit flabede gæt kunne så være at det er fordi det slet ikke kan lade sig gøre. Da transportministeren har meldt ud at staten ikke vil bruge penge på en ny forbindelse over Roskilde fjord, så er regnestykket ganske enkelt: Anlægsomkostninger inkl. moms: 2,5 mia. kr. Tilbagebetalingstid: 25 år – dvs. 100 mio. kr. om året 60 procent af de som passerer broen bor i Frederikssund Kommune. Borgerne i Frederikssund Kommune kommer dermed til at betale 60 mio. kr. om året. Det svarer til en skatteforhøjelse på ca. 1 procent. Det er klart at hvis man beder et firma (Sund & Bælt) om drive broen kommercielt, så skal de nok få deres penge hjem. Derfor er der også taget højde for at nogle af de bilister der kommer længst syd fra, vil beholder pungen i lommen og i stedet køre gratis syd om Roskilde fjord. I det tilfælde kan man sætte prisen op, og i rapporten er man nået frem til, at det største provenu opnås hvis prisen sættes til mellem 35 og 40 kr. pr. bil. Hvis det scenarie tages i brug, bliver andelen som skal betales af Frederikssund kommunes borgere ca. 70- 80 mio. kr. årligt. At flertallet i Byrådet i deres brev til ministeren foreslår at der skal laves obstruktioner på og ved Kronprins Frederiks Bro virker helt uforståeligt. Hvordan kan et byråd være så kreative i bestræbelserne på at chikanere deres egne borgere? Det kan det, fordi at det er de nødt til! Sund & Bælt er jo kloge nok til at vide, at hvis der ligger en alternativ gratis forbindelse 1.000 m. fra den nye, så får de ikke deres penge hjem. Så lige meget hvor fløjlsblødt det formuleres, så skal der laves så mange obstruktioner på og omkring Kronprins Frederiks Bro, at trafikanterne vælger at betale de 100 mio. om året som Sund & Bælt skal have inddrevet. Ellers kunne Byrådet lige så godt have sagt nej tak til tilbuddet. Og det var nok det de skulle have gjort! Som Niels Elberling skrev meget tidligt i debatten under overskriften Fuldt forståeligt at Kenneth Jensen Stemte blank: Måske havde det været klogt at sige nej tak til broen i denne omgang, for det varer næppe mange år, før vi alle kommer til at afregne kørsel via road pricing? Jeg kan godt forstå, at Kenneth Jensen, som gennem mange år har kæmpet for en gratis tunnelløsning, måtte vælge at stemme blankt. Var der mon ikke andre, der havde samme tvivl?

Publiceret 15 June 2012 13:00

SENESTE TV