Aske Jacoby har produceret mere end 20 albums.

Aske Jacoby har produceret mere end 20 albums.

Aske Jacoby hos Musik mellem Fjordene

Superguitaristen spiller i Rejsestalden

Koncert Musik mellem Fjordene byder igen velkommen til livemusik i Rejsestaldens hyggelige og intime lokaler i Jægerspris.

Det bliver med guitarikonet Aske Jacoby, der siden 2013 helt og holdent har helliget sig sin karriere som guitarist, sanger og sangskriver. Med afsæt i sine seneste soloalbums, Chant (2014), Luna Plena Super Me (2016) og Live In Paris (2017) demonstrerer Aske Jacoby sangskrivning på højt niveau og stor originalitet. Han har allerede turneret flere gange i Danmark, Norden og navnlig i Frankrig.

Aske Jacoby startede karrieren i den danske 80’er pop. Først i Aske Jacoby Band der senere blev til News. I kraft af hans suveræne guitarspil fik han snart også job i C.V. Jørgensens band. Senere blev det til backing hos bl.a. Sanne Salomonsen, Thomas Helmig og Kasper Winding. Midt i 80’erne dannede han sammen med Jørgen Klubien Danseorkestret.

Ud over en lang række job som studiemusikker har Jacoby også produceret over 20 album.

Koncerten er fredag 6. september og starter som sædvanlig kl. 20. Billetter købes på place2book via musikmellemfjordene.blogspot.com

CV

Publiceret 25 August 2019 00:00

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!