Temperamentfuld kunst fra kunstterapeut

Slangerup Agnete Wendelboe er billedkunstner og kunstterapeut, uddannet ved Institut for Kunstterapi. Det var her, at hun begyndte at male og arbejde med keramisk kunst i form af skulpturer, gerne i stentøj, som er mere robust end lertøj og kraftigere i sit udtryk.

Hun har deltaget i en Male-Kunst-Kulturrejse til Sydindien ved kunstterapeut og billedkunstner Helen Lassen, en Nordlysrejse til Grønland samt 7 kunstkurser rundt omkring i Danmark.

Agnete Wendelboe har afholdt utallige Work-shops for børn, og hun kan lide at sætte børn i gang med at arbejde og male kreativt. Ofte er det naturen og årstidsrelaterede aktiviteter, børnene arbejder med, og formålet er at gøre dem bevidste om naturens rytme og at gøre dem i stand til at udtrykke det sete med farver, klip og klister.

Udstillingen i biografen viser Agnete Wendelboes billeder. Disse er tydeligt figurative ofte med symbolsk indhold. Hun bruger stærke akrylfarver, som giver et temperamentsfuldt, stærkt udtryk, og elementer fra kunstterapien finder man også i hendes billeder.

Udstillingen kan ses i hele april til midt i maj måned.

gs

Publiceret 13 April 2019 00:00