Foto: Webandi

Foto: Webandi

Halloween på museet

Færgegården markerer allehelgensaften med lanterneoptog, lys af bivoks, sang - og en smule hyggelig uhygge

frederikssund Onsdag 31. oktober kl. 16-18 byder Frederikssund Museum på Færgelundsvej børn og voksne indenfor til en uhyggelig hyggelig aften. Museet er dekoreret med lanterner, og der bliver lavet lys af bivoks. Når mørket falder på, går deltagerne i haven og synger lanternesange.

Allehelgensfester knytter sig til sagnet om den hellige Martin af Tours, der som romersk soldat delte sin kappe med en fattig tigger. I en drøm viste tiggerens sig for Martin og fortalte, at han var Jesus. Martin forlod soldaterlivet for at blive munk og siden biskop i den franske by Tours.

Martin døde 11. november 369, og siden er tiden omkring hans helgendag blevet brugt til at mindes ham med lanterneoptog. I Danmark var det tidligere skik, at man gik i optog med udhulede roer med stearinlys i. Man kunne også skære fæle ansigter i lygterne og skræmme naboen ved at sætte lygten på et kosteskaft og lade den danse foran vinduerne. Martin Luther King og Martin Luther er begge opkaldt efter Martin af Tours.

I Danmark blev Sankt Martin til Morten Bisp. Sagnet fortæller, at Morten Bisp ikke ville være biskop og gemte sig blandt en flok gæs, men gæssene skræppede og afslørede ham.

Som hævn over gæssene bestemte Morten Bisp, at man hvert år skulle straffe gæssene ved at slagte og spise dem. Den skik holder vi stadig i hævd ved at fejre mortensaften 11. november.

Det er gratis at deltage.

jbe

Publiceret 18 October 2018 00:00

SENESTE TV