Støjberg og Rauff åbner viseklubbens sæson

frederikssund Frederikssund Viseklub åbner efterårssæsonen med Louise Støjberg og Martin Rauff lørdag 15. september kl. 20 i Elværket.

Ægteparret Støjberg-Rauff debuterede som duo med pladen 'Appetite for Distraction' i efteråret 2017. Pladen rummer både nik til amerikansk folkemusik, skandinavisk ditto, og til den rock og blues, de to har haft med sig siden ungdommen.

Udtrykket er akustisk, og defineret af de to musikeres stemmer, sammen og hver for sig - noget, der var medvirkende årsag til at Louise Støjberg modtog en Danish Music Award som 'Årets Folk Sanger' i 2017, og også til at duoen var at finde ved FolkSpot på Tønder Festival i år.

Louise Støjberg er også kendt fra 'Sommersang i Mariehaven', som kan ses på tv, hvor hun både optræder som solist og i koret hos Neighbours & Friends.

Duoens sange fortæller historier med afsæt i vores samtid og mere abstrakte landskaber - billeder fra grænselandet mellem cowboy-logik og Grundtvig.

Entré 150 kr. Billetter kan købes ved indgangen.

jesl

Publiceret 08 September 2018 00:00

SENESTE TV