Lokal kunst på biblioteket

slangerup For første gang afholder den lokale Slangerup-billedkunstner Jens Chr. Gjerløff soloudstilling i Slangerup. Det foregår i biblioteket (det gamle rådhus) under Slangerup Jazzfestival fra torsdag den 25/8 til lørdag den 27/8. Han har fået antaget kunstværker 3 gange på den store landsdækkene Censurerede Forårsudstilling i Frederiksborghallen i Hillerød og er den kunstner i kommunen som er kommet igennem ”nåleøjet” flest gange – med op til 900 indsendte værker bliver kun ca. 90 antaget. Hans malerier er med deres kraftfulde klare farver og glade retro-abstrakte motiver meget specielle og absolut et besøg værd, fordi de er så meget anderledes. Jens Chr. Gjerløff maler med blanke og matte emaljemalinger (gammeldags cykellak) som giver et ekstra perspektiv, en større dybde og kontrast i malerierne. Han er en flittig udstiller og udstillingen har åbent torsdag 14-18, fredag 13-16 og lørdag 10-13. Der afholdes en lille fernisering torsdag kl. 14 inden jazzfestivalens første koncert på biblioteket.

Publiceret 24 August 2016 00:00

SENESTE TV

Mindeord om Knud Lindeløv

Lærer Knud Lindeløv, Frederikssund, blev født d. 25. august 1924 og døde d. 11. november 2018 i sit eget hjem.

Knud Lindeløv havde sin opvækst i Køng Præstegård.

Som uddannet lærer bosatte han sig sammen med sin hustru Aase Lindeløv i Frederikssund, hvor han blev ansat på Falkenborgskolen.

Da Marienlystskolen blev bygget, indgik han fra start af i lærerteamet der. Han underviste bl.a. i matematik, fysisk og kemi, indtil han gik på pension i 1984.

En del kender ham også for de ca. 50 huse, han tegnede og stod for opførelsen af i Frederikssund og omegn. Desuden var Knud i en årrække kirkesanger i Stenløse-Veksø sogn.

Knud Lindeløv efterlader sig 3 børn, 4 svigerbørn, 8 børnebørn og 12 oldebørn.

Knud Lindeløv vil blive husket for sit ihærdige engagement og gåpåmod overfor alskens udfordringer, sit intense nærvær og sin store kærlighed til familien. Æret være hans minde.

Bisættelse fra Frederikssund Kirke lørdag d. 24. november kl. 12.

Inga, Søren og Susanne Lindeløv