Udover at have arrangeret turnering selv, så stillede de ti drenge med flygtningebaggrund også selv op i turneringen. Foto: Jakob Markert.
Udover at have arrangeret turnering selv, så stillede de ti drenge med flygtningebaggrund også selv op i turneringen. Foto: Jakob Markert.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kom til Danmark for to år siden: Muhammed og vennerne arrangerede fodboldturnering for unge

Lørdag havde ti drenge - alle med flygtningebaggrund - selv arrangeret en fodboldturnering i hallen på Ådalens skole, hvor der deltog op mod 60 unge mennesker

Af Jakob Markert

frederikssund Lørdag er hallen på Ådalens skole fyldt godt af op mod 60 unge mennesker, der er mødt op for at deltage i dagens fodboldturnering.

Blandt de fremmødte er Muhammed Sarkoujak og vennerne Abdul Zanli og Mustafa Kadwan. De er dog ikke bare helt normale turneringsdeltagere. Udover at spille med på et af holdene har de sammen med syv andre unge - med hjælp fra Frederikssund kommunes SSP-medarbejdere - selv arrangere hele turneringen.

“Vi har mødtes hver onsdag de sidste uger for at planlægge. Vi har lavet plakater og delt dem ud i Frederikssund, og vi har også fået en dommer til at komme og dømme kampene,” fortæller Muhammed. Muhammed. Han er 16 år og går i 9. klasse på Ådalens skole. Her har han ligesom Abdul og Mustafa gået i omkring to år, siden de ankom til Danmark fra Syrien, hvor de alle tre er opvokset.

Vejen til, at de tre drenge lørdag kunne stå som arrangør af fodboldturneringen, startede i sommer, da Frederikssund kommunes SSP-indsats i samarbejde med Frederiksborg Brand & Redning inviterede unge med flygtningebaggrund til at deltage i nogle sommerferieaktiviteter. SSP-konsulent Natasja Bundgaard Thomsen stod bl.a. for sommerferieaktiviteterne, som blev en stor succes:

“Da det var slut, ville nogle af drengene gerne lave mere med os, og de kom selv på ideen om at arrangere en fodboldturnering. Vi har så mødtes en gang om ugen og har sammen udformet programmet. De unge har selv stået for alt det praktiske,” siger hun og fortæller som eksempel, at det var Muhammeds telefonnummer, der stod på alle plakaterne for arrangementet og derfor også ham, der havde ansvaret for at registrere alle tilmeldinger.

“Det har helt klart været det sjoveste, at vi selv er kommet på ideerne, og derefter også selv har udført dem,” siger Abdul.

Har store drømme

Udover at arrangere turneringen sammen, så kender de tre drenge også hinanden fra den modtagerklasse på Ådalens skole, hvor de i en periode gik sammen, inden de nu har meldt sig på forskellige linjer i udskolingen. Når drengene inden længe er færdige med folkeskolen, har de alle tre allerede drømme for fremtiden. Abdul vil gerne være pilot, Mustafa vil gerne starte på HF og derefter søge ind hos politiet, mens Muhammed håber på at kunne holde sig til fodbolden.

“Jeg skal i gymnasiet, men jeg drømmer om en dag at blive fodboldspiller. Jeg spiller også allerede i FIK. Til første træning var det lidt svært at komme i kontakt med de andre på holdet, men efter er det gået fint,” fortæller Muhammed.

I første omgang er drengene og kommunen dog interesseret i at fortsætte samarbejdet og lave flere projekter, og de unge skal selv have indflydelse på, hvad det skal være.

“Vi vil gerne lave mere. Vi har snakket om, at næste gang laver vi en endnu større turnering,” siger Muhammed med et smil.

Publiceret: 07. November 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere