De to smagsdommere giver alle seks stjerner til Knorrs tomatsuppe. Foto: Kristian Brasen
De to smagsdommere giver alle seks stjerner til Knorrs tomatsuppe. Foto: Kristian Brasen
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Knorrs tomatsuppe får topkarakter

Vinderen sender dommernes tanker i retning af Spanien, mens taberen egner sig bedst til en tur i telt

Af Maren Urban Swart
mas@sondagsavisen.dk

“Den her er i kategorien af supper, man tager med, hvis man skal ligge i telt,” lyder kommentaren fra Preben Vestergaard, lektor på Professionshøjskolen Metropol, da han skal give en karakteristik af tomatsuppen fra Heinz.

Sammen med sin kollega Michael René har Preben Vestergaard stukket skeen i otte bud på tomatsuppe fra supermarkedernes hylder, frysere og kølediske.

“Der er virkelig et stort spænd i deres farve, konsistens og autenticitet, og nogle smager ikke særlig meget af tomatsuppe,” forklarer Michael René efter at have smagt på dem alle.

Opvarmet kærnemælk

Ingen af dommerne er særlig begejstrede for Heinz-suppen, der sender deres tanker i retning af overnatning med liggeunderlag og sovepose.

“Den er tyk i konsistensen og spinkel i smagen. Og ligner mere en gulerodssuppe end en tomatsuppe,” siger Michael René.

Og så smager den af en anden opvarmet væske, påpeger Preben Vestergaard.

“Smagsmæssigt minder den om opvarmet kærnemælk. Den mangler krydderi og tomatsmag og har ingen nuancer,” lyder hans begrundelse for, at suppen, der har mere end 100 år på bagen, kun skal have to stjerner.

Savner tomatsmag

Den økologiske tomatsuppe fra Mou, tomatsuppen fra Karolines Køkken og Coquette Creamy Tomato Soup fra Lidl får alle tre stjerner. De har det tilfælles, at de ikke har en særlig kraftig tomatsmag. I de to første overskygges tomatsmagen af krydderierne, mens den sidste mere smager af en anden type suppe.

“Den har en meget kraftig umami og er smagsmæssigt mere ovre i en kødsuppe end i en tomatsuppe,” lyder Michael Renés bedømmelse af testens billigste suppe fra Lidl.

Emmas tomatsuppe og Wooden Spoon får begge fire stjerner. Emmas har en god umami, men er lige på grænsen til at kamme over på krydderisiden, mens testens dyreste produkt, Wooden Spoon, savner lidt tomatsmag.

“Harmonien mellem salt og sødt er fin. Den er en smule fed i smagen og mangler lidt tomatsmag,” forklarer Preben Vestergaard.

Smæk på autenticiteten

En skefuld økologisk tomat- og basilikumsuppe fra Fields of Flavour får dommernes autenticitetsbarometer i omdrejninger.

“Det er helt klart en af mine favoritter. Den har en grov konsistens, smager af oregano, løg, porre, selleri, timian og peber og er autentisk,” understreger Michael René.

“Den har en fantastisk tomatsmag. Der er ingen tvivl om, at den skal have fem stjerner,” siger Preben Vestergaard.

Men det er Knorrs økologiske tomatsuppe, der får dommerne til at slås om, hvem der skal have æren af at tømme gryden.

“Det er en grov suppe med store tomatstykker i, og den har en naturlig smag af frisk tomat med en let saltet umamismag. Den er autentisk og dejlig sød og cremet. Det er klart den bedste tomatsuppe,” siger Michael René.

“Jeg føler, at jeg sidder i Spanien. Det er absolut creme de la creme. Her får man virkelig en tomatsuppeoplevelse, som ikke bliver undertrykt af krydderier,” supplerer Preben Vestergaard.

Publiceret: 06. Januar 2018 14:00
Leveret af Lokalavisen

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt