Her må plakaterne gerne hænge lavt. Fartgrænsen er nemlig ikke over 60/kmt. Men det er ikke alle, der har overholdt reglerne. Derfor kan flere kandidater angiveligt se frem til en regning. Foto: BM
Her må plakaterne gerne hænge lavt. Fartgrænsen er nemlig ikke over 60/kmt. Men det er ikke alle, der har overholdt reglerne. Derfor kan flere kandidater angiveligt se frem til en regning. Foto: BM
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Kandidater må betale for ulovlige valgplakater

Frederikssund kommune må fjerne adskillige ulovlige valgplakater på kandidaternes regning

Af Birgitte Masson
frederikssund Én ting er at styre en kommunal butik med en omsætning på små tre milliarder kroner årligt.

Noget andet er tilsyneladende at læse og forstå - elle respektere - reglerne for, hvordan valgplakater må hænges op.

Derfor er Frederikssund Kommune i gang med på kandidaternes regning at fjerne en række valgplakater.

Adskillige kandidater til kommunalvalget har nemlig set stort på reglerne for ophængning af valgplakater, og mange steder i Frederikssund hænger plakaterne for lavt, så de skygger for bilisternes udsyn, eller så cyklister kan støde ind i dem.

Til fare

Plakater, der hænger til decideret fare for trafiksikkerheden, pilles ned med det samme. I andre tilfælde får kandidaten 24 timer til at pille plakaten ned. Og som noget nyt ved dette valg sendes regningen for nedtagningen til den ansvarlige – enten kandidaten eller partiet. For første gang skal der nemlig stå kontaktoplysninger på valplakaterne.

Borger-app

Men for at gøre det nemmere for borgerne at underrette om ulovlige plakater er der nu mulighed for at anvende en borgertip-app, der samtidig kan lette kommunens administration betragteligt, det fortæller Landinspektørfirmaet LE34 i en pressemeddelelse.

“Med systemet GeoNote har kommunen muligheden for at stille en intuitiv app til rådighed for byens borgere, så de blot skal tage et billede af plakaten og trykke send. Alle data om geografisk placering og henvendelsens art bliver fuldautomatisk sendt til det interne system i den rigtige forvaltning. Billederne sikrer den nødvendige dokumentation, der kræves for at indkassere pengene efterfølgende,” forklarer Heine Torsson, GIS-kundechef i landinspektørfirmaet LE34, der løser opgaver for Frederikssund Kommune og har udviklet systemet.

Appen kan benyttes til flere ting

Ifølge pressemedarbejder i Frederikssund Kommune Steven Rønnenkamp Holst har man endnu ikke oplysninger om, hvor mange borgere der i forbindelse med kommunalvalget har benyttet sig af appen.

“Vi har fået nogle oplysninger fra borgerne over Facebook og nogle sender mails direkte til Vej og Park. Her er de ansatte allerede i gang med at fjerne de ulovlige valgplakater,” fortæller Rønnenkamp Holst. Han tilføjer, at borgerne også i andre sammenhænge kan benytte appen, hvis de vil indberette fejl og mangler på kommunale arealer. Det være sig alt fra gadebelysning, afstribning til henkastning af affald.

Publiceret: 19. November 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund