Jette Street har fået livet tilbage, efter at hun for tre år siden kom ud af alkoholmisbruget.Foto:BM
Jette Street har fået livet tilbage, efter at hun for tre år siden kom ud af alkoholmisbruget.Foto:BM
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Jette blev misbrugt som barn: ’Jeg har overlevet på humoren’

Med en barndom der vækker grimme minder om Tøndersagen, efterfulgt af misbrug og selvmordsforsøg bruger Jette Street nu sit liv på at hjælpe andre

Af Birgitte Masson

Livet består af en lang række tilfældigheder.

Det var tilfældigt, at Jette Streets far blev slået ihjel i en trafikulykke, da hun var helt lille.

Det var tilfældigt, at hendes søn Patrick i en alder af 13 år fandt hende liggende bevidstløs i en kæmpe blodpøl, efter at hun var faldet i fuldskab, og fik ringet efter hjælp.

Det var tilfældigt, da Jette for tre år siden igen blev fundet. Denne gang af sin lige så alkoholiserede veninde;

“Jeg havde slugt over 300 antidepressive- og smertestillende piller og skrevet et afskedsbrev til mine to børn. Det var så fejt af mig, at vælge den udvej i stedet for at bede om hjælp,” siger Jette.

Men det var også tilfældigt, at Jette efter utallige mislykkede forsøg på at stoppe misbruget, endelig fik en sagsbehandler i Frederikssund Kommune, som bl.a. gav hende selvindsigt. For den gjorde, at hun ikke længere kunne flygte væk i alkoholens tåger i forsøget på at glemme sin smertefulde fortid.

For Jettes fortid har været som en kugle om benet. Den vækker uudslettelige minder om de utallige overlagte, bevidste handlinger hun i sin opvækst har oplevet;

Som da et mandligt familiemedlem onanerede foran dengang fem-årige Jette, og som senere tog hendes mødom, da hun var ni år gammel.

Eller da hun som lille græd om natten, og blev proppet i et dynebetræk og bundet til en radiator, indtil hun holdt op med at græde. Utallige er også de episoder, hvor hendes lille krop blev tvunget til bukke sig ned, og stå på alle fire med strakte ben i sin seng, fordi hun græd, og hvis hun sank sammen i benene, fik hun slag med en tøjbøjle. Og utallige er de episoder, hvor hun var vidne til umenneskelig afstraffelse af sin et år ældre bror.

Først da Jette var 16 år, besluttede hun sig for at flytte væk fra det hjem, hvor incest, psykisk og fysisk vold var en del af dagligdagen. For først da kunne hun få fred. For en stund.

Trods de dystre minder fra fortiden griner Jette midt i samtalen, da hun fortæller, om dengang hun flygtede fra hjemmet:

“Jeg løb i zig zag ned gennem Nyhøj Alle, fordi han jagtede mig med et haglgevær, indtil jeg rendte ind i sikkerhed hos hr. og fru Svendsen. Det var lige efter, jeg havde hjulpet min mor fri fra hans kvælertag, og sidste gang jeg så ham”, fortæller Jette om episoden fra barndommens gade på Amager for nøjagtigt 39 år siden, hvorefter hun sammen med broren flyttede ind i en lejlighed i Ryesgade.

Truede med at slå os ihjel

I dag er det tre år siden, Jette holdt op med at drikke. Og efter den traumatiserede opvækst, efterfulgt af et massivt alkoholmisbrug og flere selvmodsforsøg, er livet blevet værd at leve. I en alder af 55 år. Men sådan har det af forklarlige grunde ikke altid været.

”Jeg har i alle årene gået med det hele for mig selv. Da jeg var barn, kunne jeg ikke fortælle om det, der skete derhjemme. For han truede med, at hvis jeg sagde noget, så ville han slå os ihjel,” siger Jette om det mandlige familiemedlem, som var tæt på hende i barndommen.

”Jeg havde konstant mavekatar. Kunne ikke holde maden i mig. Jeg tror, det var min reaktion på alt det der skete.”

Jettes opvækst sad i hende som et åbent, pulserende sår. Også da hun blev voksen.

”Efter jeg havde fået mine to børn, og var blevet skilt fra min sidste mand, fik jeg en nedtur og begyndte at drikke. Øllen blev min bedste ven. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne leve uden mine 12 øl om dagen. Typisk gik jeg om morgenen ned i mit kolonihavehus i Baneparken. På vejen købte jeg seks bajere, så fodrede jeg min kat, og så kom folk ellers og drak med mig. De var mit sociale netværk.”

Jette fortæller, at hun i 20 år fornægtede sit alkoholmisbrug.

”Jeg løj om det for mig selv og mine omgivelser. Når jeg var på Antabus, så fandt jeg ud af, at jeg bare skulle drikke et halvt glas mælk og et halvt glas eddike, så kunne jeg slå Antabussen ihjel og drikke videre. Jeg var altid på røven. Jeg drak min kontanthjælp op. Jeg var tynd og sked i bukserne, lignede en bums. Men det værste var, at jeg svigtede dem jeg elskede.”

Jette taler om sine to børn Freja og Patrick.

”Freja er vokset op hos sin far, og Patrick blev anbragt, da han var ni år gammel. De vil ikke selv bruge ordet svigt, men de siger, jeg ikke har været der for dem, og det passer. Men jeg tror altid de har mærket, at jeg elskede dem.”

Det gjorde nas

Men Jette elskede flasken mere. Indtil den dag, hvor hun efter sit sidste selvmordsforsøg mødte støtte-kontaktpersonen Karina Rørbye fra Frederikssund Kommune.

”Hun tog fat i mig og sagde ligeud, at jeg lige så godt kunne lade være med at løbe, for jeg kunne aldrig løbe fra mig selv. Hun bragte en selvindsigt ind i mit liv. Det gjorde nas.” Jette tager et dybt sug af cigaretten. Hun kigger med et alvorligt blik ud i luften, mens hun langsomt puster røgen ud.

”Jeg fik en kæmpe nedtur, da jeg ikke længere havde flasken til at holde mig oppe, for så skulle jeg pludselig lære Jette at kende igen. Jeg kunne ikke huske hvem hun var. Så jeg sad mest for mig selv, indtil jeg var klar til at møde verden igen.”

Efter et stykke tid begyndte Jette at komme i værestedet Livskilden i Frederikssund.

”Pludselig fik jeg en mening med livet. Jeg genoptog min malerinteresse, og gik ud og investerede i malergrej og kurser.”

I dag bruger Jette en stor del af sit liv på at hjælpe andre.

”Jeg har lyst til at redde dem alle. I Livskilden er der flere alkoholikere. En tog mig i hånden forleden dag og sagde, er du en af dem? Og ja, det er jeg. Jeg er åben overfor, at jeg har haft et problem, selvom det er tabu at tale om. Men jeg ved selv, hvor svært det er at holde op med at drikke. Selv ens børn kan jo ikke få en til at stoppe.”

Der er stille i Jettes stue. Hun tænker lidt, inden hun så siger:

”Jeg har det strålende i dag. Jeg kan gå ud uden at være angst. Jeg kan endda drikke en enkelt øl eller to og så stoppe ved det. Jeg spiser mad uden at skide i bukserne. Jeg tager ansvar for mit liv og mine omgivelser. Nu kan jeg sige fra og til, det kunne jeg ikke tidligere, for jeg havde ingen grænser. Men vigtigst af alt så kan jeg igen se mine børn, uden at være fuld.”

Ikke alt i Jettes 55 år lange liv kan altså tilskrives tilfældigheder eller bevidste handlinger. For den mørkhårede, slanke kvinde med de spillevende, brune øjne besidder en sødme og grundglæde som er medfødt.

”Jeg tror jeg har overlevet på humoren og min livsglæde. Men også på min samhørighed med min bror der døde som 47-årig.”

Du kan møde Jette Street og hendes datter Freja Street i Livskilden, Kilde Alle 9, Frederikssund den 26. oktober kl. 15-16.30.

Her vil Jette fortælle om sit liv, og om hvordan hun kom ud af sit misbrug.

Lokalavisen har også mødt Freja til en åbenhjertig og meget ærlig snak om, hvad det vil sige at være barn af en misbruger.

Du kan læse artiklen i næste

uges avis.

Publiceret: 09. Oktober 2017 14:13

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere