Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Ikke flere penge: Nu stopper maskinerne i Vinge

MT Højgaard stopper arbejdet i Vinge. Der er ikke flere penge til projektet, før der er en afklaring

Af Jakob Markert
Om det er for en uge, to måneder eller permanent står hen i det uvisse.

Men sikkert er det, at entreprenørvirksomheden MT Højgaard nu indstiller aktiviteterne med at anlægge Vinge Centrum.

“Lige nu er vi ikke til stede på pladsen, og vi afventer besked fra kommunen, inden vi foretager os yderligere.”

Sådan lyder den opsigtsvækkende melding fra koncerndirektør i MT Højgaard Jesper Nordby angående den nuværende kaotiske situation omkring opførelsen af Vinge Centrum.

I sommer indgik Frederikssund Kommune, AP Pension og MT Højgaard ellers en kontrakt, der gjorde MT Højgaard til totalentreprenør på projektet i Vinge Centrum, og i september blev første spadestik til Vinge Centrum taget af borgmester John Schmidt Andersen (V).

Senere har det dog vist sig, at den indgåede aftale ikke var endelig, og i sidste uge kunne DR København så fortælle, at deadlinen for underskrivelse af den endelige aftale nu to gange er blevet udskudt, og at der var tvivl om både økonomi og de juridiske forhold omkring aftalen.

“Projektet i Vinge er en betinget aftale, der ikke indgår i vores økonomiske forventninger, før aftalen er endeligt underskrevet, og det er blot et blandt mange projekter i vores pipeline,” siger Jesper Nordby, der dog samtidig understreger, at MT Højgaard løbende har haft et fint samarbejde og en løbende dialog med Frederikssund kommune og AP Pension.

Ingen ny bevilling

I Frederikssund Kommune bekræfter kommunaldirektør Ole Jacobsen, at arbejdet indstilles.

“Den økonomiske bevilling er udløbet, og i den nuværende situation beder vi ikke om en ny bevilling, før situationen er afklaret. Der bliver fortsat forhandlet, og vi håber, det falder på plads. Men vi venter, til der er en afklaring, efter der nu også er rejst tvivl, om det juridske grundlag, aftalen er indgået på,” siger han til Lokalavisen.

Publiceret: 18. December 2017 11:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Bøger
Forsiden netop nu