Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Hastigheden skal ned i Frederikssund

Erik Huusfeldt Larsen Færgevej 69 3600 Frederikssund

På byrådsmødet den 26. april 2017 besluttede man at renovere Færgevej fra Lille Solbakken til J. F. Willumsensvej. Hatten af for det! Fra tilhørerpladserne var det positivt at høre, at formanden for Teknisk Udvalg Tina Tving Stauning (A) på forhånd havde opnået Nordsjællands Politis tilsagn om en hastighedsgrænse på 40 km/t på hele strækningen. Dette tilsagn skal ses på baggrund af, at 60 % af trafikanterne på Færgevej i sydgående retning og 30 % i nordgående retning desværre overskred den generelle hastighedsgrænse på 50 km/t.

På trods af denne kedelige statistik besluttede et borgerligt flertal i Byrådet, at den maksimale hastighed fremover skulle være 40 km/t alene på den sydlige halvdel af Færgevej, hvorimod hastighedsgrænsen fortsat skulle være 50 km/t på strækningen fra Lundevej til J. F. Willumsensvej. Hvad ville de borgerlige opnå med denne, for trafikanterne, forvirrende beslutning?

Nå, men er en lavere hastighedsgrænse overhovedet effektiv til dæmpning af farten, kan man spørge? Ifølge Kommunens eget forsøgsarbejde med indførelse af 40 km/t på problemveje i Jægerspris, Vellerup Sommerby, Skibby og Slangerup faldt gennemsnitshastigheden faktisk med mellem 5,4 og 12,8 km/t. Derudover viste trafiktællinger, at andelen af bilister, der kørte stærkere end den tilladte hastighed, faldt med mellem 10 % og 51 %. Dette indikerer, at etablering af 40 km/t-zoner med hastighedsdæmpende tiltag virker og lever op til formålet om at nedsætte hastigheden på vejene. Og hvis ulykken rammer kan en fartforskel på 10 km/t faktisk betyde forskellen på liv eller død.

Byrådet besluttede d. 26. april også at indlede en generel drøftelse af tilladte hastigheder i byområderne, når lovgivningen åbner mulighed for, at kommunen kan træffe lokale afgørelser. Denne lovgivning er nu nedfældet i udkast til en bekendtgørelse (se https://hoeringsportalen.dk/Hearing/Details/61028), der forventes at træde i kraft d. 1. januar 2018. Afgørelser om lokale hastighedsgrænser på 40 km/t kan herefter træffes af politiet efter forhandling med vejmyndigheden - det vil sige Byrådet, under hensyn til bløde trafikanter, der færdes ved ældreinstitutioner, skoler, børnehaver og lignende institutioner.

Lad os så få den generelle debat, som Byrådet har besluttet om maksimal hastighed i kommunens byområder - og lad os få indført en forståelig hastighedsgrænse på 40 km/t i hele Færgevejs længde. Til gavn for de bløde trafikanter.

Publiceret: 08. Oktober 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt