Den friske mælk varmes til 72 grader i 15-30 sekunder, hvorefter den hurtigt køles ned. Herefter kommer den i separatoren som skiller mælk og fløde. Den køles yderligere ned til 3,5 grader, hvorefter mælken hældes på plastikflaskerne, som i følge Anita Sanderson er mere miljøvenlige end almindelige mælkekartoner, hvor indersiden er lamineret med et plastlag. Foto: BM
Den friske mælk varmes til 72 grader i 15-30 sekunder, hvorefter den hurtigt køles ned. Herefter kommer den i separatoren som skiller mælk og fløde. Den køles yderligere ned til 3,5 grader, hvorefter mælken hældes på plastikflaskerne, som i følge Anita Sanderson er mere miljøvenlige end almindelige mælkekartoner, hvor indersiden er lamineret med et plastlag. Foto: BM
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Gårdejer lavede en kovending

Faldende mælkepriser fik gårdejer Søren Jensen til at etablere sit eget mejeri

Af Birgitte Masson

“Måske skulle man selv levere til butikkerne?” Dette spørgsmål, som for halvandet år siden spontant fløj ud af munden på landmand Søren Jensen, skulle gå hen og blive skelsættende, ikke bare for ham selv, men for hele familien.

For kort før jul kunne Søren og Lis Jensen sammen med datteren Anita Sanderson åbne Brandbjerg Gårdmejeri, og Søren Jensen kunne ikke længere udelukkende kalde sig landmand men også mejerist.

“Dengang for halvandet år siden havde vi besøg af en foderkonsulent, og sad og talte foderplan til køerne. På det tidspunkt var mælkepriserne begyndt at falde kraftigt, og da landmænd ifølge Arlas vedtægter må splitlevere op til 20 pct af mælkeproduktionen til andre mejerier, opstod ideen om eget mejeri,” siger Søren Jensen og fortsætter:

“Trenden i samfundet gør, at forbrugerne godt kan lide lokale varer, blandt andet Coop støtter dette,” fortæller Søren Jensen, som efter mødet med foderkonsulenten gik i gang med at undersøge mulighederne, dels for hvad der skulle til for at åbne eget mejeri, men også for at finde ud af, hvem han kunne levere mælken til.

“Jeg husker tydeligt, da min far ringede til mig og sagde noget om et mejeri,” fortæller Anita Sanderson, og sender sin far et smil. Hun har bænket sig ved siden af ham i landkøkkenet, hvor Lokalavisen møder familien rundt om spisebordet.

Søren Jensen, som hidtil udelukkende havde beskæftiget sig med landbruget, skulle nu også agere sælger. Han besluttede sig for at undersøge interessen for egenproduceret mælk ved at køre rundt til forskellige, lokale dagligvarebutikker.

Et af de første steder han besøgte, var Brugsen i Jægerspris.

“Da jeg fortalte, at vi ville skille os ud ved at satse på helt frisk mælk, var købmandens svar: 'Hvornår kan I levere?'.”

I dag leverer Brandbjerg Gårdmejeri frisk mælk til Dagli'Brugsen i Skuldelev, Dalby, Kulhuse, Jægerspris, Meny i Frederikssund og Slangerup Brugs. Og selvom mælken fra det lille gårdmejeri ved Skuldelev næppe bliver en konkurrent til Arla, så har det alligevel gjort sig bemærket hos forbrugerne. Blandt andet ved at holde fast i konceptet om, at mælken er ultra frisk. Det uddyber Anita Sanderson, som står i spidsen for den daglige drift i mejeriet.

“Vi malker køerne klokken 04. om morgenen. Mellem klokken 06.30 og 07. starter jeg mejeriet op, hvorefter mælken køres igennem. Det giver et sted mellem 400 liter til 750 liter mælk, som er i butikkerne ved et-to-tiden samme dag.”

Lis Jensen rejser sig, og går hen til køleskabet. Hun tager flere kolde plastikflasker indeholdende forskellige mælketyper, som hun stiller frem på voksdugen. Den sortbrogede ko af dansk malkerace pryder alle flaskerne.

“Det er vores egne køer, som er fotograferet,” siger Anita Sanderson stolt. Men tilsyneladende har hun på flere planer grund til at være stolt. Forbrugerne fortæller nemlig, ifølge hende, at de kan smage, at mælken er helt frisk, og at den har en særlig fylde.

“Det skyldes blandt andet, det vi fodrer med, og vores skånsomme behandling af mælken,” bliver far og datter enige om.

Følte sig hjemme med det samme

Det var oprindeligt et ønske om at få mere jord, der fik Søren og Lis Jensen til at flytte fra gården i Kregme for at slå sig ned på Brandbjerggaard i Hornsherred.Det var tilbage i 2004 og betød, at landmandsparret fik råderet over 350 hektar jord.

“Vi følte os hjemme med det samme,” fortæller Lis Jensen og kigger over på ægtefællen.

Søren Jensen havde tilsyneladende heller ikke svært ved at rykke teltpælene op. Dels overtog den ene af døtrene hans fædrene gård i Kregme, og qua de 21 år som medlem af Nordsjællands Landboforening heraf 11 år som næstformand i bestyrelsen betød det, at han allerede kendte området og dets gårdejere i forvejen.

Spørger man familien, hvordan fremtiden ser ud på Brandbjergaard siger Anita Sanderson:

“Måske udvider vi i mejeriet, så vi også kommer til at producere produkter som smør og creme fraiche.Der er mange muligheder”, lyder det optimistisk fra den unge mejerist.

De knap 200 malkekøer på Brandbjerggård stortrives. Blandt andet går de i løsdrift hele året. Foto: BM
De knap 200 malkekøer på Brandbjerggård stortrives. Blandt andet går de i løsdrift hele året. Foto: BM
Søren og Lis Jensen solgte den fædrene gård i Kregme i 2004 for at slå sig ned på landejendommen Brandbjerg lidt udenfor Skuldelev. Her sammen med datteren Anita Sanderson. Foto: BM
Søren og Lis Jensen solgte den fædrene gård i Kregme i 2004 for at slå sig ned på landejendommen Brandbjerg lidt udenfor Skuldelev. Her sammen med datteren Anita Sanderson. Foto: BM
Publiceret: 04. Januar 2018 10:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt