Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Forhandlingerne om byrådsposter fortsætter

Fortsat usikkert, om S vil være med i bred konstituering med John Schmidt Andersen som borgmester

Af Jakob Markert
Frederikssund Næsten en uge efter valget er konstitueringen af det nye byråd ved redaktionens deadline mandag eftermiddag stadig ikke på plads.

Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Radikale har dog i fællesskab fordelt et par af posterne.

Det ligger således fast, at borgmesterposten går til John Schmidt Andersen (V), Viceborgmesterposten til Lars Thelander Bostrøm (DF), mens formandsposten i Teknisk udvalg går til Ole Søbæk (K).

Resten af udvalgsposterne bliver først fastlagt ved forhandlinger i de kommende dage.

“Vi vil mægtig gerne også have Socialdemokratiet med, og derfor ligger vi op til en fornuftig konstituering. Så må vi derefter se, om SF og Enhedslisten også vil være med, så vi kan få hele spektret samlet,” siger Lars Thelander Bostrøm.

Hos Socialdemokratiet understreger Tina Tving Stauning, at partiet stadig er en del af forhandlingerne, men at de endnu ikke kan sige noget om, hvad det ender med.

“Vi vil rigtig gerne et bredt samarbejde, men det kræver, at vi får et reelt ansvar. Som det største parti er vi klar til at tage ansvar for kommunens fremtid,” siger Tina Tving Stauning (S).

Publiceret: 28. November 2017 13:02

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund