Det havde været en god pinse. Lørdagen var gået med familiefest i jylland og en omgang rundbold, hvor Flemming havde spillet med særdeles stor iver. 2. pinsedag var turen gået tilbage til hjemmet i Frederikssund. Det var en stille og rolig dag, og tirsdag var Flemming tilbage på arbejde. Intetanende om, at denne dag ville komme til at ændre hans liv.
Det var en helt almindelig arbejdsdag for Flemming Bøgelund hos computerfirmaet IBM.
Flemming bliver generelt ikke stresset, og det var der heller ingen grund til denne tirsdag.
Han følte sig godt tilpas, da han om aftenen satte sig til spisebordet med sin hustru gennem 39 år, Kirsten.
De spiste kyllinge-frikassé, og Flemming syntes, den smagte skønt. Flemming havde ikke nogle særlige planer denne aften. To dage efter, den 16. juni, havde IBM 100 års fødselsdag, og Flemming glædede sig til festen, hvor han skulle mødes med en kollega, der også havde været ansat i 25 år. Flemming kom aldrig med til festen.
Flemming og hans hustru ser altid TV-avisen klokken 21. Det samme er tilfældet denne mandag. Men klokken 21.06 rejser Flemming sig fra sin lænestol.
"Jeg går ind og lægger mig på sengen. Jeg har det lidt underligt," siger han, og går op til soveværelset på førstesalen.
Præcis fire minutter senere klokken 21.10 hører Kirsten en lyd fra soveværelset. Flemming ligger på sengen og ser sin hustru komme til syne i døren med en mobiltelefon i hånden. I samme øjeblik oplever Flemming en vibrerende fornemmelse på indersiden af sin venstre albue. Han tager fat om den med sin højre hånd og triller om på siden, mens han udbryder:
"Jeg bliver syyyg.."
Kirsten har allerede ringet til alarmcentralen. Hun vil have dem til at sende en helikopter, som kan lande på marken ikke langt fra det hjem på Solsikkevej i Frederikssund, hvor parret har boet i 29 år, hvor deres to børn er født og opvokset. Alarmcentralen fortæller, at det er for mørkt til at sende en helikopter, men at ambulancen allerede er på vej.
Flemming prøver at tale, mens han ligger på sengen. Men der kommer ingen lyd over hans læber. Det er en meget mærkelig fornemmelse. Han prøver igen og igen at sige noget, men struben reagerer ikke. Han prøver at bevæge sig, men der sker intet. Hverken arme eller ben reagerer. Efter et minut bliver alting sort. Flemming mister bevidstheden. Herefter husker han kun et kort glimt, hvor redningsfolkene bakser ham ned af trappen og ud i den ventende ambulance.
"I ambulancen kaster jeg op og får opkast i lungerne. Det er tæt på at blive fatalt og er årsag til en kritisk syv uger lang lungebetændelse. Min hustru kørte med og sad på forsædet. Turen gik først til Hillerød Hospital for MR scanning. Det var efter sigende vigtigt at finde ud af, om det var en blodprop eller en hjerneblødning. Så gik turen videre til Bispebjerg Hospital. Lige ankommet til Bispebjerg vågnede jeg et øjeblik. Børnene var også kommet. Jeg husker, at min hustrus ansigt var bøjet over mig, og hun sagde: "Jeg har lige lovet børnene, at vi skal til San Francisco, når du bliver rask."
"Så kølede de mig ned til 33 grader i fem dage. Jeg var heldigvis uden bevidsthed, men de siger, at jeg rystede forfærdeligt af kulde. Da jeg kom til mig selv, kunne jeg intet andet end at stirre op i loftet. Så var det jeg begyndte at ønske at de ville gøre det af med mig. Slukke for respiratoren. Jeg var meget dårlig, og ingen vidste jo om jeg nogensinde ville kunne andet end at kigge op i loftet. Det virkede som om, jeg så ind til de døde, og de havde det godt. Jeg ville gerne derind og have fred. Fred. Fred."
"Min familie holdt fast i mig. Uden dem var jeg ligeglad med alt. Det er kun i kraft af dem, at jeg har kæmpet mig op. På et tidspunkt efter fem uger kunne jeg efterhånden sige nogle ord. Da spurgte jeg familien: "Hvad skal I egentligt bruge mig til." Selv på det tidspunkt var jeg ked af, at jeg ikke havde fået fred. Men i dag takker jeg dem for deres kærlighed. Det påvirker familien voldsomt, at jeg ville have fred. Så det siger jeg aldrig mere."
Flemming Bøgelund har fået en blodprop i hjernestammen. Situationen udvikler sig, og Flemming får diagnosen locked-in-syndrome. Det varer fire uger, hvor Flemming Bøgelund ikke kan bruge andet end sine øjne. Samtlige muskler i kroppen er sat ud af værk og nedbrydes.
Prognoserne for locked-in-syndrome er så godt som håbløse, men Flemming Bøgelund trodser den dystre prognose.
Flemming Bøgelund bliver overført til Hillerød Hospital efter fire uger på Bispebjerg. Det bliver til tre uger i Hillerød, hvor Flemming kæmper med den kritiske lungebetændelse som følge af opkastet på ambulanceturen, inden han bliver overført til Frederikssund Hospital.
I dag ser han tilbage på opholdet på Frederikssund Hospital, som kun ligger tre gode stenkast fra hjemmet på Solsikkevej med stor taknemmelighed i hjertet.
"Tænk, at være som et hjælpeløst spædbarn. Ingen ansvar, ingen tanke på fortid eller fremtid. Den følelse havde jeg, da jeg blev modtaget på Frederikssund Sygehus. Bløde hænder og varme hjerter tog mig kærligt i favn, som min egen mor havde gjort. Jeg blev madet med ske, jeg kunne ingenting. Jeg genoplevede flere faser af mit liv i den tid, jeg var på Neurorehabiliteringsafdelingen. Dyb afhængigihed af en mors omsorg, pubertet, nyforelskelse i min hustru. Til sidst genoplevede jeg angsten ved at forlade mit "barndomshjem" og usikkerheden om fremtiden," siger Flemming Bøgelund og fortsætter:
"Jeg blev hjulpet, hjælpeløs som jeg var. Jeg var badet i omsorg. Det var kærlige sygeplejersker, men også særdeles professionelle. Som tiden skred frem, så blev omsorgen lige så stille mindre og mindre - for min egen skyld, så jeg kunne lære at stå på egne ben. At tænke sig, at man pludselig selv skulle børste tænder, når man hidtil havde fået hjælp til det. Det var da ærgerligt."
Flemming Bøgelund er i genoptræning to måneder på Neurorehabiliteringsafdelingen og mærker klare fremskridt. En finger kan bevæges, så en tå og pludselig et ben. Efter to uger kunne Flemming stå, efter fire uger kunne Flemming gå med hjælpemidler, efter seks uger kunne han gå uden hjælp.
I tiden efter Frederikssund Hospital er Flemming igennem tre måneders genoptræning på Solgården i Slangerup.
"Fra Solgården i Slangerup bliver jeg nødt til nævne Hanne Brudholm og Jesper Juliussen som tager sig af neuropatienter. De tager udgangspunkt i dyb forståelse for den enkeltes situation. Ikke to tilfælde er ens. Det vigtigste ved helbredelse er omsorg. Og det får man i ubegrænsede mængder hos Hanne og Jesper. Jeg må forbløffes. Det er tydeligt, at det gør deres liv så rigt at se en patient komme sig," siger Flemming Bøgelund, som så småt begyndte på arbejde igen i november.
"Alle patienter kan ikke være så heldige, som jeg har været. Men det er vigtigt for mig at fortælle, at der er håb," siger Flemming Bøgelund, som nu er i gang med at planlægge en rejse til San Francisco med sin familie.
Publiceret: 07. Februar 2012 00:12