Store geographical data and make online maps
Store geographical data and make online maps
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Får million-tilskud til idrætsby

8,3 millioner kroner på vej til Frederikssund fra Lokale- og anlægsfonden

frederikssund Første etape af idrætsbyen i Frederikssund kan snart gå i gang. Lokale og Anlægsfonden støtter idrætsbyen med 8,3 mio. kr. og går med i udviklingen af idrætsbyens fleksible svømmehal og en ”udendørs gymnastiksal”.

Frederikssund Kommune har opgivet at vedligeholde de gamle slidte idrætsanlæg. I stedet har kommunen valgte en ambitiøs og velplanlagt løsning med at opføre en helt ny idrætsby, der over en årrække vil udbygges til at rumme en stor del af Frederikssunds idrætsliv. Første fase bliver etableringen af en ny svømmehal og fodboldanlæg. Lokale og Anlægsfonden har besluttet at gå med i udviklingen af svømmehallens bassin, de sociale fællesarealer i svømmehallen og en ”udendørs gymnastiksal”, der vil gøre fodboldområdet til en meget sjovere og vareriet oplevelse for de mange tusinde aktive i og udenfor byens foreningsliv.

Fleksibelt indrettet svømmebassin

Svømmehallen i Frederikssund Idrætsby indrettes med et 25 meter bassin, der kan udstyres med en række forskellige redskaber, der gør det muligt både at dyrke traditionel svømning og en række mere frie og legende vandaktiviteter. Som eksempel på sidstnævnte udfoldelser vil tove og trapezer kunne nedsænkes fra loftet, en klatrevæg kan etableres i forbindelse med bassinet og løst udstyr til styrketræning og crossfit i vand kan nemt tilføjes og flyttes igen.

Svømmehallen som ramme om fællesskabet

Idrætsbyens designmæssige tankegang er bygget på et ønske om, at alle faciliteter skal kunne benyttes af så mange brugere som muligt, og have så mange funktioner som muligt. Derfor bliver svømmehallen også til mere end et sted, hvor folk tager hen for at være aktive i vand. Svømmehallens tørre områder indrettes til sociale zoner og mødesteder og omklædningsrum for fx fodboldklubben. Der kommer både mødelokaler for foreninger og en lounge til større arrangementer. Mødelokalerne og loungen indrettes med foldevægge, så rummene nemt kan forandres efter forskellige behov i løbet af en dag. Svømmehallen bliver i alt på 3.450 m² inklusiv rum til ophold og omklædning.

En ”udendørs gymnastiksal”

Det måske mest fremsynede element i den første etape af idrætsbyen i Frederikssund kan vise sig at blive den udendørs gymnastiksal, som en 3.090 m² stor aktivitetsplads mellem svømmehal og fodboldanlæg kaldes. Aktivitetspladsen tager fat omkring det paradoks, at gymnastik samlet set har næsten 200.000 udøvere i Danmark, men aldrig er til stede i udendørs byrum, som man ellers kender det fra mange andre idrætsgrene. I Frederikssund bygges den første aktivitetsplads med direkte inspiration for gymnastiksalens bevægelsesmuligheder.

Pladsen med den ”udendørs gymnastiksal” bliver samlet omkring fem zoner. En med løb og boldspilsmuligheder fører direkte til fodboldanlægget. En anden zone rummer klassiske svingaktiviteter fra gymnastik med barrer, ringe, trapez, gynger og ribber. En tredje zoner kombinerer trampoliner med boldspil til helt nye aktivitetsmuligheder, hvor gymnastikkens springelementer smelter sammen med boldspillenes artistiske tricks. Den fjerde zone bygger videre på den første zones forhindringselementer og udvider dem til også at rumme klatring og hop mellem forskellige granitblokke. Endelig kommer der en femte zone til udendørs styrketræning, streetworkout, crossfit og TRX-træning.

Frederikssund Kommune har bevilget 141 mio. kr. til første fase af idrætsbyen.

Lokale og Anlægsfonden har netop besluttet at deltage i udviklingen og støtte projektet med 8,3 mio. kr.

Projektet er baseret på en helhedsplan af Keingart. Svømmehallen bliver opført af et totalentreprisehold bestående af GVL Entreprise sammen med arkitekterne fra GPP og Bay-Arch samt MOE Rådgivende Ingeniørfirma og Aqua-Teknik. Udearealerne er projekteret af Domus Arkitekter, Schul Landskabsarkitekter, og Jens Wessberg Rådgivende Ingeniørfirma og AB Clausen Rådgivende Ingeniører.

Borgmester i Frederikssund Kommune, John Schmidt Andersen siger om projektet:

” Med den flotte støtte fra Lokale og Anlægsfonden er vi nu nået et vigtigt skridt videre i skabelsen af idrætsbyen i Frederikssund. Vores store ønske om en aktivitetsplads, der binder de enkelte anlæg sammen og inviterer til leg, motion og træning på nye måder, bliver nu til virkelighed med hjælp fra Lokale og Anlægsfonden. Idrætsbyen er en vigtig satsning for kommunen. Den skal give alle borgere optimale muligheder for at dyrke motion og idræt og samtidig være på forkant med udviklingen og de fremtidige behov på idrætsområdet”.

Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:

”Frederikssund har gang i en meget fremsynet løsning. I stedet for at holde liv i udslidte idrætsanlæg, bliver der bygget helt nyt. I stedet for at lade det nye knopskyde lidt tilfældigt med tiden, er der taget en grundigt fat på opgaven med en helhedsplan, der nøje beskriver, hvordan en hel idrætsby kan etableres i flere faser. Lokale og Anlægsfonden går med i udviklingen af første fase, fordi projektet rummer mange nye idéer til, hvordan faciliteter kan understøtte et moderne og varieret idrætsliv i og udenfor foreningslivet.”

Publiceret: 31. August 2017 09:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Valget netop nu