Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Erhvervsformand: Retorik kan give bagslag

Michael Tøgersen frygter, at den skærpede retorik i kampen for både en motorvej til Frederikssund og en bro uden brugerbetaling, kan give bagslag.

Grundlæggende er han enig i holdningerne. 

Men når det nyvalgte byrådsmedlem Michael Tøgersen, der samtidig er formand for Frederikssund Erhverv, kigger hen over to af sommerens og efterårets store debatemner, er han bange for, at man skyder sig selv godt og grundigt i foden. Eller måske endda begge fødder: 

”Retorikken omkring både gruppen frederikssundmotorvejnu og gruppen imod brugerbetaling på broen er hård. Frederikssundmotorvejnu har fundet et fornuftigt leje, men sidstnævnte er rigtig hård. Jeg er sådan set tilhænger, men med den timing og retorik, der er tale om, er jeg bange for, at det får den modsatte effekt,” siger han til Lokalavisen. 

Frederikssund Erhverv har i årevis lobby'et på Christiansborg for at få både broforbindelse og motorvejen til at blive en realitet.

Med andre ord er der brugt masser af timer på at tale med politikere og embedsmænd:

”Der er stor forståelse for vores sag. Men der er tale om politik og afvejning af forskellige projekter, og hvis man på Christiansborg oplever, at der lige pludselig kommer nogle med en rambuk ind i forhandlingsklimaet, så ved jeg, der er nogle, der begynder at blive lidt trætte. Jeg er seriøst nervøs for, at vi kommer til at stå i en situation, hvor vi enten taber både motorvej og brugerbetaling på gulvet, eller at man når frem til, at vi slipper for brugerbetaling – men til gengæld kan man så ikke finde penge til motorvejen. Så står man tilbage med en løsning, der vil sende alt for mange biler ud på en vej med for lille kapacitet,” siger Michael Tøgersen. 

For ham er målet om at få en motorvej hele vejen til Frederikssund mere tungtvejende end spørgsmålet om brugerbetaling, Han ønsker begge dele, men mener at den rigtige strategi vil være at få motorvejen bevilget, hvorefter der kan arbejdes på brugerbetalingen. 

”Jeg tror, mange vil finde ud af, at det er pengene værd at tage den hurtigste vej, selv om det koster penge. Og de, der så vil holde fast i den gamle, gratis forbindelse skal så kunne vælge den. Derfor ville jeg også ønske, at man kunne få lov til at starte op med den model og så først, når man har set effekten, tage stilling til, om der er behov for trafikregulerende tiltag. I min optik er veje til for at skabe fremkommelighed, så jeg kommer ikke til at arbejde for, at der skal etableres trafikregulerende tiltag,” konstaterer han. 

"Jeg forstår frustrationen, for en bro uden en motorvej giver en begrænset merværdi, og vi har kæmpet for den motorvej i årevis, så vi savner, at Christiansborg træder i karakter og får den bevilget, om ikke andet så i etaper, så vi kan se, at tingene er i proces", siger Michael Tøgersen

Publiceret: 07. December 2017 06:00
Se også:

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt