Entreprenør Niels Viuff håber, både kommune og flere entreprenører vil være med på ideen om at lade jord fra byggeprojekter sikre området mod oversvømmelser.
Entreprenør Niels Viuff håber, både kommune og flere entreprenører vil være med på ideen om at lade jord fra byggeprojekter sikre området mod oversvømmelser.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Entreprenør til kamp mod vand: Vil levere gratis jord til diger

Ren jord fra byggeprojekter skal bruges til at sikre kommunen mod stormflod

"Lige nu har jeg 5.000 kubikmeter ren jord liggende ved Risø, jeg har 1.000 kubikmeter liggende i Ølstykke, og der kommer også jord fra gravearbejde på Falkenborgvej. Og i stedet for at køre det ud i en grusgrav ved Hillerød eller til Kyndby, kan det lige så godt blive brugt til at sikre Frederikssund mod oversvømmelser."

Sådan lyder det fra storentreprenør og byrådskandidat for Socialdemokraterne Niels Viuff i kølvandet på stormen Urd, der igen skabte faretruende høje vandstande i Roskilde Fjord.

Frederikssund Kommune går netop nu forrest i kampen for sammen med Roskilde, Egedal og Lejre Kommune at få staten til at bidrage eller i det mindste anvise en finansieringsmulighed for et sluseprojekt ved Kronprins Frederiks Bro til cirka 130 millioner kroner.

"Men en mekanisk løsning ved broen er ikke bare noget, vi bare lige laver, og der vil også være udgifter til vedligeholdelse. Ved Vænget i Jægerspris har borgerne selv opført et dige, der har vist sig at virke. Vi har ingen bølger af betydning i Roskilde Fjord, så derfor er diger meget egnede her, og teknologien - om man så må sige - er både billig og velafprøvet," siger Niels Viuff til Lokalavisen.

Flere byggeprojekter

Tanken er, at Frederikssund Kommune skal oprette en såkaldt jordbank, hvor man ud fra tilgængelig viden om risici skal prioritere og fordele jorden fra anlægsprojekter.

"Der er mange store byggeprojekter i gang og på vej både ved Vinge og omkring broen, og så er der en lang række andre byggerier. Det vil være oplagt, at kommunen udpeger nogle steder, hvor vi kan læsse jorden af i miler, der så kan rettes til, så det ligger rigtigt. For os vil det være oplagt at levere ren jord i Frederikssund, mens det ved andre projekter vil være fornuftigt, at det er i Hornsherred. Jeg kan ikke se, der skulle være noget problem i det. Det er i virkeligheden forfærdelig enkelt, så det er bare at komme i gang," lyder det fra Niels Viuff, der også er klar til at stille gravemaskiner gratis til rådighed, når virksomheden har leveret jord.

Jorden fra byggeprojekter bør bruges til at sikre borgere mod oplevelser som denne i stedet for at ende i en grusgrav, mener Niels Viuff.
Jorden fra byggeprojekter bør bruges til at sikre borgere mod oplevelser som denne i stedet for at ende i en grusgrav, mener Niels Viuff.
Publiceret: 12. Januar 2017 09:13
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt