Foto: Arkiv
Foto: Arkiv
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Efter masseslagsmål på Heimdalsvej: Politi omringer bydel

Af Birgitte Masson

Et masseslagsmål på Heimdalsvej, hvor en gruppe unge sloges med køller og jernrør, udviklede sig tirsdag til en biljagt gennem Frederikssunds gader. Politiet eftersatte en bil med unge, som efter alt at dømme havde været involveret i slagsmålet. Men biljagten endte i Græse Bakkeby, hvor politiet med forstærkning udefra kunne anholde to unge mænd.

Episoden udspillede sig tirsdag aften klokken 18.06 ved krydset Heimdalsvej og Lille Hofvej i Frederikssund. Her ringer en borger til politiet og oplyser, at en gruppe på 8-10 unge slås med, hvad der ligner jernrør og køller. Politiet sætter alt disponibelt mandskab ind, og er på stedet få minutter efter.

I første omgang få de ikke fat på de involverede i slagsmålet. Men møder kort efter en bil med fire personer, som politiet mistænker for at være nogle af uromagerne. De har imidlertid ikke lyst til at tale med ordensmagten, så de speeder i stedet op, og forsøger at køre fra politiet.

Der bliver tilkaldt assistance fra udenbys patruljer, og biljagten ender i Græse Bakkeby, hvor de unge smider bilen ved Dalskrænten for at stikke af til fods. Men politiet omringer bydelen, og det lykkes at pågribe de unge. To af dem bliver anholdt og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. De bliver løsladt senere på aftenen.

I følge Michael Gaml fra Nordsjællands Politi er nogle af de unge kendt af politiet i forvejen. De er i alderen mellem 20 og 25 år.

Bilen, som de efterlod, var leaset. Selskabet har meddelt, at de ønsker at få bilen tilbage, hvilket politiet har sørget for.

Publiceret: 19. April 2017 11:14
¨

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere