Dorthe Lund forstår at svinge en motorsav. Senest er det blevet til den ca. tre meter store engel på Frederikssund Kirkegård. Foto: BM
Dorthe Lund forstår at svinge en motorsav. Senest er det blevet til den ca. tre meter store engel på Frederikssund Kirkegård. Foto: BM
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Dorthe skaber træskulpturer, så englene synger

Dorthe Lund er kvinden bag den spektakulære træ-engel på Frederikssund Kirkegård

Af Birgitte Masson

 

“Jeg har aldrig set noget så smukt.” “Fantastisk.” “Imponerende træskulptur.” Superlativerne fra sognebørnene er faldet i en lind strøm, siden trækunstneren fra Græse: Dorthe Lund har forvandlet et ca. 200 år gammelt, sygt kastanjetræ på Frederikssund Kirkegård til en ca. tre meter høj træ-engel, som nu står og spreder glæde, tryghed og beundring for dem som besøger kirkegården.

Men almindeligvis forbindes en motorsav med det mandlige køn, og formålet med saven er i reglen at fælde træer og skaffe brænde. Men disse larmende maskiner kan altså også bruges til andre ting. Det opdagede Dorthe Lund, da hun som forstkandidatstuderende tilbragte et år i skoven ved Oksbøl.

“I skoven skulle jeg kunne bruge en motorsav. Og da jeg forinden havde været frivillig hjælper ved Højer Internationale Træskulptur Symposium, så var der i virkeligheden et meget lille spring til selv at gå i gang,” fortæller Dorthe Lund.

Nogle af de første træskulpturer hun lavede med motorsaven var en lille fugl, senere, som Dorthe Lund blev dygtigere, blev det til en mand med en kost.

“Den står vist stadig hos mine forældre,” siger Dorthe Lund og smiler. Hun fortæller, at bestillingsopgaverne kom dryssende i takt med elmesygens hærgen.

“Folk vil helst ikke fælde et stort, gammelt træ. Derfor er det med tiden blevet til utallige træfigurer bl.a. egern, som er en lille nem figur at lave. Men jeg har også lavet mange ugler. Personer er derimod en større udfordring, for der skal proportionerne være helt rigtige, ellers ser man det straks.”

Kun en hobby

Et gammelt træ - gerne elm eller eg, motorsav, carving-sværd, vinkelsliber, stemmejern, en høj stige og høreværn. Disse elementer kombineret med hårdt fysisk arbejde er hvad der skal til, for at Dorthe Lund kan overføre sine kreative ideer til træet.

“Det er nu bare en hobby. Jeg har mit fuldtidsjob inde i byen som seniorforsker ved Københavns Universitet. Så jeg tager de bestillingsopgaver, jeg har tid til,” fortæller Dorthe Lund.

Hun mener, at træskulpturer i højere grad end tidligere er på vej ind i folks haver og offentlige rum.

“I Tyskland og USA er der en stor tradition for at lave træskulpturer. Det er nu på vej hertil.”

Dorthe Lund fortæller, at når hun dybt koncentreret, arbejder med saven og figuren så lukker hun alt ude.

“Jeg tænker ikke på noget andet, når jeg står og arbejder med motorsaven. Jeg er nødt til at fokusere på dette ene. Jeg er ganske enkelt i min egen lille verden, når jeg står med høreværn på.” På Frederikssund Kirkegård var det vel at mærke, når der ikke kom nysgerrige forbipasserende, som ville høre, hvad hun stod og lavede.

Dorthe Lund var fem arbejdsdage at skabe englen. I dag står den og lyser op mellem gravsten og stedsegrønne buske og træer. Men modsat kirkegårdens kors og andre kristne symboler, så vil englen ikke have lige så lang levetid.

“Stammen var rådden. Det kan man også se, på de mørke områder på englen. Og fordi den stadig står på roden, vil der trække fugt op. Det er forhold, som er gunstige for svampesygdomme, og det kræver, at man jævnligt giver den træbeskyttelse.”

Englen er blevet lidt af en attraktion på Frederikssund Kirkegård, hvor nogle af årets konfirmander, ifølge sognepræst Lotte Højholt, har ønsket at blive foreviget foran den. Foto: BM
Englen er blevet lidt af en attraktion på Frederikssund Kirkegård, hvor nogle af årets konfirmander, ifølge sognepræst Lotte Højholt, har ønsket at blive foreviget foran den. Foto: BM

Publiceret: 15. September 2017 13:14

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere