Louise Larsen lægger Tarotkort. Men for hende handler det ikke om, at modtage beskeder om fremtiden fra åndeverdenen. Det handler om energier, og det handler om personlig udvikling. Foto. David Foli.
Louise Larsen lægger Tarotkort. Men for hende handler det ikke om, at modtage beskeder om fremtiden fra åndeverdenen. Det handler om energier, og det handler om personlig udvikling. Foto. David Foli.
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Det handler ikke om Gud og Satan

Bunken af Tarotkort bliver blandet grundigt af Lokalavisens udsendte. “Har du prøvet at trække et Tarotkort før,” spørger Louise Cecillia Larsen. “Nej, er det ligemeget, hvordan jeg trækker det?” “Ja, du vælger bare et.”

Af David Foli

Hun er typen, der kan lide to streger under facit. Typen, der kan lide at sætte ting i kasser og rammer. Det passer også glimrende til 41-årige Louise Cecillia Larsens job som laboratorietekniker. Det passer til gengæld mindre godt med hendes bibeskæftigelse, Tarotkort.

"Jeg elsker mit job. Interessen for naturfag fik jeg fra min far, der var skolelærer og underviste i fysik og kemi. Jeg gik også direkte fra 10. klasse til Laborantskolen. Den spirituelle side blev først rigtig udviklet hos mig, da jeg var i slutningen af 20-erne. Og da jeg så fik et sæt Tarotkort af mine veninder i gave til min 30-års fødselsdag, så faldt jeg bare pladask for kortene," siger Louise Cecillia Larsen og fortsætter:

"Kortene er så smukke, og jeg kan mærke, at de vil fortælle mig noget. Men i starten vidste jeg ikke hvad. Så jeg tog kurser, læste en helt masse om kortene og lagde kort for alle jeg kendte. Men selvom jeg har lært en masse om kortene, og jeg føler, at jeg kommer dybere ned i kortene, så er der stadig så meget at lære."

Intet religiøst

Selvom Louise Cecillia Larsen bruger kort designet af Aleister Crowley, der betegnes som en af 1900-tallets største okkultister og stadig i dag benævnes som inspirationskilde for nutidens satanisme, så handler det ikke for hende om religion.

"For mig handler det ikke om Gud eller Satan. Jeg tror på, at der findes både ånder og spøgelser, men jeg har ikke forstand på det. Jeg tror på lysvæsener, og jeg tror på, at vi alle hænger sammen, at det handler om energier. Som hvis der var en helt overordnet kilde, hvorfra der trækkes en masse tråde ned til os mennesker på jorden. Jeg ser ikke Tarotkortene som noget mystisk. Jeg har svært ved at svare på, hvor det kommer fra, men jeg tror på, at jeg modtager energi oppefra. Jeg har en god indføling, og jeg har udviklet en god intuition, så nogle gange kommer der ting ud af min mund, som jeg ikke har kontrol over. Jeg skal skynde mig at få tingene ud, inden min hjerne og rationalet tager over og skygger for intuitionen," siger Louise Cecillia Larsen og fortsætter:

"Der er positive og negative energier. Hvor Gud står for lys, liv og energi, så står Djævelen for de menneskelige følelser, der kan spænde ben for os som eksempelvis begær og hævngerrighed. Følelser der gør, at du kommer så langt væk fra dig selv som muligt. For mig handler det om fokus på det positive. Jeg tror på, at man selv tiltrækker gode eller dårlige energier. At man selv er med til at definere, hvad der sker. At man har et ansvar for sig selv. Jeg ser det mere som en slags ansvarsfralæggelse, når man personificerer sine problemer eller hændelser i livet ved Gud eller Djævelen."

Døden, er et kendt Tarotkort, som oftest bruges i film og andet underholdning. Kortet er dog ikke så ildevarslende, som det ser ud, men betyder fornyelse og forandring. Se mere på www.lcl-tarot.dk..Foto. David Foli.
Døden, er et kendt Tarotkort, som oftest bruges i film og andet underholdning. Kortet er dog ikke så ildevarslende, som det ser ud, men betyder fornyelse og forandring. Se mere på www.lcl-tarot.dk..Foto. David Foli.

Etik

Louise Cecillia Larsen har stor respekt for Tarotkortene og sin egen rolle, når folk kommer til hende i deres søgen efter vigtige svar på store spørgsmål.

"Og jeg er meget ydmyg omkring kortene," siger hun. Derfor spiller etikken også en stor rolle, når hun lægger kort for folk.

"Det har jo også en terapeutisk virkning, når jeg lægger kort for folk. Men hvis jeg kan mærke på den person, jeg sidder overfor, at jeg ikke skal gå for meget i dybden, så gør jeg det ikke. Jeg har en meget klar etik om brugen af kortene. Jeg sender folk videre til en rigtig terapeut, hvis jeg kan mærke, at de har brug for det. Min etik er høj, jeg skal ikke fortælle folk, hvad de skal gøre. Jeg skal ikke hjælpe syge folk til at blive raske. Jeg spår ikke om fremtiden, men kortene er et redskab til at komme videre. Kortene kan hjælpe dig til at finde svar på, hvad du selv kan gøre. Man kan ikke bruge kortene til at få fremtiden serveret for sig. Jeg bruger kortlægningen terapeutisk i den forstand, at jeg vil have folk til at udvikle sig. Folk skal selv tage ansvar og bruge kortene til at komme videre. Som alternativ behandler er det vigtigt, at have etikken med sig og ikke tror man sidder med de vise sten," siger Louise Larsen, som bruger energier til at udvælge de kort, hun trækker:

"Jeg bruger kortene som redskab. Når folk kommer til mig med en problemstilling, så finder jeg hurtigere frem til problemets kerne ved at bruge kortene, end hvis jeg kun snakker med folk. Kortene afgiver energier, og der er en form for kommunikation mellem mig og kortene, og personen der sidder foran mig, når jeg lægger kort. Kortene har været min dør ind til at få udviklet min intuition. Jeg har lært at finde en helt specielt ro i mig selv. Jeg har et spirituelt niveau inde i mig selv, og jeg har lært at finde den her specielle ro, når jeg kommer helt tæt på mit eget hjerte. Jeg kommer - så at sige - hjem til mig selv," siger Louise Cecillia Larsen og lægger sine fingre på Tarotkortet på bordet.

"Tag nu for eksempel det kort du trak, Døden. Det står for forandring. Noget slutter, og noget nyt tager sin begyndelse. Jeg bliver altid glad, når folk trækker det kort, for det symboliserer noget positivt, at noget nyt vil ske. Og det er jo en god ting."

Publiceret: 14. Marts 2012 02:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

ANNONCER
Se flere
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt