Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Debat: Vi skal behandle folk ens

Carsten Cederholm, Byrådsmedlem (S), Kongensgade 17P, 3550 Slangerup

Der har i den seneste tid været en heftig debat, om dispensation fra facadematerialet, på et hus i udkanten af Skibby.

Der er uden tvivl nogen der tænker, hvorfor det er vigtigt? Hvis jeg, i en enkelt sætning, skal opsummere, hvorfor jeg synes sagen er vigtigt er det: ”Vi skal behandle folk ens”.

En lokalplan er lovgivning, der sætter nogle regler for et område, som gælder for alle. Politisk skal vi ikke fortolke på paragrafferne, det er fagfolk, der har den opgave. Hvis man er uenig i fortolkningen, kan man klage til planklagenævnet og evt. føre en sag ved domstolene.

Det er et ret vigtigt princip i et demokrati, at loven er lige for alle. Byrådet har mulighed for, i særlige tilfælde, at give dispensation fra en lokalplan. Efterfølgende skal folk dog stadig behandles ens. Så hvis ikke der er en meget specifik grund til at give dispensation, danner det præcedens; alle får lov. Når man køber et hus, køber man også ind i nogle omgivelser.

Nogen lokalplanområder har strenge regler, om alt fra husets farve til hækkens højde.

Det er der nogen, der godt kan lide. I andre områder kan man bygge mere frit og man må så finde sig i, at naboen f.eks. opfører et skur i skellet, maler sit hus i en underlig farve eller bygger en etage på. Hvis man ser et område, hvor man er helt uenig i de regler der gælder, er det måske ikke der man skal købe hus.

Alene siden årsskiftet, har jeg talt mig til, at teknisk udvalg har behandlet 14 dispensationssager.

I nogen sager er vi enige om at give dispensation. Det er typisk de sager, hvor der er nogle særlige argumenter for, hvorfor nogen skal have lov til noget, som de andre ikke har lov til.

I de sager hvor vi er uenige, har vi ofte fundet et kompromis.

På det seneste har et byrådsmedlem taget sager på dagsorden, som ellers var afgjort. I den pågældende sag på Dådyrvej, handler det bl.a. om, at der ikke er fremkommet nogen argumenter for, hvorfor det pågældende hus adskiller sig, fra de øvrige huse i området. Hvis de skal have lov, vil det derfor være mere reelt, at lave reglerne om, ved at vedtage en ny lokalplan. Så kommer diskussionen til at handle om hvad der skal gælde for hele området og ikke bare det konkrete hus. Samtidig vil der være en demokratisk proces, når lokalplanen sendes i høring.

Jeg mener, at det er hamrende vigtigt, at alle behandles ens, uanset om det er et byrådsmedlems venner, naboer og familie eller en person, som et medlem af udvalget ikke kan lide.

Det er meget svært at sikre, hvis byrådsmedlemmer trækker sager i byrådet for folk de kender.

Endnu værre er det, når et byrådsmedlem tror, at det er lokalpolitikernes opgave, at fortolke lovgivningen fra sag til sag. Det hører ikke hjemme i et demokrati. Vi skal behandle folk ens.

Publiceret: 18. Maj 2017 10:00

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

Fik du læst
ANNONCER
Se flere