Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Socialdemokratiet er en hindring for øget velfærd og står ikke ved egne beslutninger

Michael Tøgersen, byrådskandidat for Venstre

Der er desværre delte meninger om Vinge, men 96 % af Byrådet har besluttet Vinge, og nu er MT Højgaard og AP Pension gået i gang med deres milliard byggeri. Om kort tid går man i gang med S-togsstationen, så Vinge er ikke længere kun en vision, men en kendsgerning.

Frederikssund mangler arbejdskraft, og spørg detailhandlen om vi mangler handlende i byen. Vi kan så sandelig også godt bruge flere skattekroner fra nye borgere i Vinge til øget velfærd, som er et alt overskyggende mål for Venstre, selvom et andet større parti mener, de har patent på det, men slet ikke bruger tid på, hvordan velfærden skal finansieres, som om pengene “falder ned fra himlen”. Derfor er Socialdemokratiets plan urealistisk.

Det er helt afgørende for Vinges tilknytning til Frederikssund Kommune, at der bl.a. tilbydes idrætsfaciliteter. Derfor er den nye Idrætsby, som ligeledes er/var besluttet af et bredt flertal i byrådet, helt afgørende for borgerne i Vinges tilknytning til vores kommune. Alternativt vil de naturligt søge mod København, hvor vi ved, at mindst 50 % af dem arbejder, ligesom 50 % af vore eksisterende borgere gør, da vi har en pendlergrad på ca. 50 % i kommunen.

Det er derfor meget vigtigt, at vi får etableret vores idrætsby, så borgerne i Vinge bliver forankret her i kommunen. Hvis de skal køre fra Vinge til Kalvøen, så er det nemmere at stå af i Ølstykke, Ballerup eller blive i København for at dyrke idræt. Så kommer de heller ikke hertil for at handle og gå på skole mm.

I Socialdemokratiets bestræbelser efter at få borgmesterposten står de populistiske forslag i kø. Det ene er mere uholdbart end det andet, men hver gang de finder ud af, at vælgerne nok har gennemskuet sagen, så finder de på en ny sag.

Først handlede det om at lave et skræmmebillede af økonomien i kommunen baseret på alle de forslag, de selv har været med til at beslutte...... Så fik den fuld skrue på velfærdsløfterne, hvor stort set alle udgiftsområder i kommunen skulle have tilført flere penge og ressourcer. Den er så også skudt ned som værende urealistisk eller med betydelige skattestigninger til følge.

Nu har man så fundet ud af, at den Idrætsby, man selv har været med til at beslutte, måske er en dårlig idé, for det vil sikkert også give nogle stemmer.

Dertil er kommet en række tilsvarende sager på bordet. Senest vil man så også frafalde den helhedsplan for Kalvøen, man også selv har været med til at beslutte. Oven på det så beskylder man Venstre m.fl. for ikke at ville have rekreative områder på Kalvøen, og på toppen af det hele opfinder man så, at Venstre m.fl. vil bygge højhuse på de rekreative områder. Det er absurd opspind.

Hvad bliver det næste, at brobyggeriet skal stoppes, fordi det er hyggeligere at sejle? At de mange ekspansive virksomheder i kommunen skal stoppe deres virksomhedsudvidelser, fordi de grønne områder mellem virksomhederne skal bevares? At havneområdet skal genetableres, fordi det var mere autentisk med gamle forfaldne fabriksejendomme med smadrede vinduer forbundet med en gammel tilgroet jernbane? Hvor langt vil man snart gå i sin desperation for at få borgmesterposten og fylde vælgerne med bedrag? Det er næsten ikke til at holde ud.

Samtidig kan vi se, at Hillerød nu vil bygge et superstadion og gøre noget, som vi i Frederikssund for en gang skyld havde tænkt før dem, men som altid så skal vi fastholdes i den provinsielle middelmådighed, som vi gennem de senere år har løftet os ud af, idet vi for en gangs skyld gør nogle ting, vi kan være stolte af og har nogle nøgletal for kommunen, som andre kommuner misunder os. Men det skal vi jo ikke fastholde, for vi skal tilbage til Morten Korch og bare nyde udsigten til fjorden, for det vil med sikkerhed skabe al den velfærd, som Socialdemokratiet går til valg på. De taler om en motorvej til Frederikssund, men har ikke afsat en eneste krone her til, men har i stedet lagt 13 mia. i en togfond, som skal bruges til at bringe folk hurtigt fra København over Fyn, og så kan vi bare fortsætte med at holde i kø......

Man savner visioner, realisme, seriøsitet, langsigtet strategisk tænkning samt ambitioner på vores bys vegne, så vi også kan tilbyde vores borgere en lækker kommune, nogle attraktive bymidter og reelle velfærdsforbedringer samt overlevere en lækker by til vores børn, de kan være stolte af. At stemme Socialdemokratiet tilbage på borgmesterposten i Frederikssund vil være en lang “punktering” af alt det, der er bygget op gennem de senere år, startende under Ole Find Jensen og accelererende under John Schmidt Andersen, som har taget stafetten og virkelig løftet kommunen.

Der er ingen i Venstre, der ønsker, at de rekreative områder på kystsiden af Kalvøen ikke fortsat skal være rekreative, men når Socialdemokratiet besinder sig og alligevel beslutter sig for at mene, hvad de gjorde inden valgkampen, så får vi forhåbentlig en idrætsby. Så vil der over tid ikke være fodboldbaner, som i øvrigt ikke er verdens smukkeste skue, og så skal vi da have set på den helhedsplan for Kalvøen, som Socialdemokratiet også mente var en god idé inden valgkampens start, hvor vi inddrager borgerne og får alles meninger frem, inden der besluttes noget som helst.

Vi er nået så langt med vores kommune, og der er så meget optimisme, som vi skal bygge videre på, men det kan blive ødelagt på et split sekund, hvis Socialdemokraterne får borgmesterposten igen og gør, som de har sagt i valgkampen. Jeg mener helt ind i hjertet ikke, at det er et Frederikssund, vi ønsker os eller kan være bekendt for vores børn, og alle andre byer vil i givet fald give os baghjul. Arbejdspladser vil forsvinde, erhvervsaktive personer, der skal finansiere vores velfærd, vil flytte, der vil ikke være basis for de uddannelser vi har tiltrukket og er ved at tiltrække, bymidterne vil blive kedeligere, detailhandlen vil lukke helt, men vi vil fortsat have vores trafikkaos - man bliver trist ved tanken......

Publiceret: 04. November 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Kandidater præsenterer “børnealliance”
Kandidater præsenterer “børnealliance”
Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt