Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Nu med S-tog til Vinge

Flemming Bülow, Færgevej 75, 3600 Frederikssund

Tillykke til beboerne i ”Vinge” som fredag fik troen på fremtiden tilbage, da Frederiksborg Amts Avis kunne fortælle, at et flertal i transportudvalget ville fastholde tilsagnet om en S-togstation. Det har først og fremmest betydning for de mennesker som er flyttet til området, men også stor betydning for interessen for at flytte derud i fremtiden.

Tilsagnet kan sikkert også få betydning for de næsten 400 mio.kr. som kommunalbestyrelsen har hentet fra kommunes borgere til Vingeeksperimentet. Noget må vel komme hjem igen hvis der kommer interesse omkring kommunens byggegrunde.

Vi er sikkert rigtig mange borgere, der håber på en ”happy ending” på eksperimentet om nogle år. Men meget er afhængigt af, hvordan kommunalbestyrelsen vælger at fortsætte efter nytårets nedsmeltning.

Ganske få har været ude og foreslå grundlæggende ændringer af projektet, så det får karakter af en kontrolleret udbygning af Frederikssund og det i en takt så projektet kan holde jordforbindelsen.

De fleste er tilsyneladende stadig i chok over det kunne gå så galt og holder sig, vanen tro, i baggrunden til ”det hele er faldet til ro”. Så er der de retfærdige, som vil åbne for regnskabet og holde et borgermøde og så ellers komme videre med projektet. De farligste er dem, der i den hellige væksts navn, stiller sig frem og siger, kom så kører vi videre derudaf.

Jeg er meget bange for at den samlede kommunalbestyrelse ikke kan se, at borgernes tillid hænger i en ganske tynd tråd.

I har ført os bag lyset og talt jer selv gennem kommunalvalget uden på noget tidspunkt at nævne, at I havde formøblet næsten 400 mio. skattekroner til drømmeprojektet Vinge. Et projekt, som I – tilsyneladende - end ikke ønskede så meget indsigt i, at nogen af jer deltog i en følgegruppe. Projektet kan ikke reddes ved blot at vælge en ny rådgiver, det er vel nærmest det samme som at satse på et nyt lykkehjul. Få styr på ambitionerne og involver jer i projektet som det I er valgt til, nemlig vores repræsentanter.

Det må være indlysende for de fleste, at ny tillid ikke kan opbygges ved blot at fortsætte som da det gik galt. I er nødt til at standse op og tydeligt og jordnært fortælle os hvad I gjorde galt, og hvad I har tænkt jer at gøre anderledes inden projektet kan fortsætte.

Publiceret: 15. Januar 2018 14:23

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund