Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Lad os ikke glemme den nye fjordforbindelses mange fordele

Af Leif Tullberg, bestyrelsesformand for Fjordforbindelsen

Der foregår lige nu en livlig debat om den nye fjordforbindelse ved Frederikssund – og ikke mindst det faktum, at der kommer delvis brugerbetaling på den.

Selve debatten er jeg glad for, for som lokal beboer i Frederikssund-området sætter jeg altid pris på en god meningsudveksling om vores infrastruktur, og hvad vi kan gøre for at forbedre den.

Jeg må dog sige, at den aktuelle debat er præget af visse misforståelser, som det er vigtigt at rydde af vejen, så de ikke drukner fordelene ved den nye bro – og de er mange.

Først vil jeg gerne nævne, at der ikke skal herske tvivl om, at jeg gerne havde set, at broen ikke blev en betalingsbro. Det blev imidlertid ikke en mulighed. Grundlaget for at få en bro blev brugerfinansiering.

Det er altså det, der er realiteten. Og realiteten er også, at uden denne finansieringsform havde vi ikke fået en ny bro til Frederikssund.

Den trafikale situation omkring Kronprins Frederiks Bro og trafikvæksten de seneste år gør, at jeg fortsat ser det som et stort plus for området med den nye bro trods brugerbetaling. Alle med kendskab til den nuværende trafikale situation vil vide, at folk holder i lange køer hver eneste dag i myldretiderne for at komme over broen.

Dette problem bliver ikke mindre med tiden. Tværtimod. Det stigende antal biler, der krydser den nuværende bro over Roskilde Fjord, skaber kø på begge sider af fjorden. Derfor er der behov for en ny bro, som kan øge trafiksikkerheden og få trafikken til at glide bedre.

Den nye fjordforbindelse er kort sagt med til at løse et akut trængselsproblem i Frederikssund og Hornsherred.

Derudover vil den nye fjordforbindelse tilmed give en mere sikker og effektiv trafik i Hornsherred og Frederikssund.

Det er dog vigtigt for mig at understrege, at trafikanter i køretøjer under 3,5 tons stadig vil kunne benytte sig af Kronprins Frederiks Bro, som forsat vil være gratis. Borgerne i Frederikssund kan fortsat gratis tage på udflugtsture til Jægerspris, og borgerne i Hornsherred forsat kan køre gratis til Frederikssund og handle. Det er kun den tunge trafik over 3,5 tons, der skal benytte den nye Fjordforbindelse.

Borgerne får altså et valg, når den nye bro står færdig i 2019: Enten kan de blive ved med at køre over den gamle, gratis bro – hvor trafikbelastningen og køerne tilmed vil være mindre. Eller også kan de køre over den nye bro, mod betaling.

Samtidig får borgerne fra Hornsherred-siden med den nye bro en mere direkte og hurtigere vej ind mod København og Nordsjælland, Ligesom borgerne fra Nordsjælland og Frederikssund får nemmere kørsel til Hornsherred og Vestsjælland.

Jeg synes, at det er vigtigt at få disse pointer med i debatten om den delvise brugerbetaling på den nye Fjordforbindelse.

Jeg er som bestyrelsesformand for Fjordforbindelsen – og lokal borger i området – stolt over at stå i spidsen for et projekt, der er med til at løse et akut problem for trafikken og væksten i Frederikssund og Hornsherred.

Publiceret: 04. December 2017 17:30

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund