Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Julefreden skal nok sænke sig over busserne i Hornsherred

Af Torsten Rasmussen,

områdechef i Movia

I Lokalavisen Frederikssund 19. december skriver Jan Vogel blandt andet, at der efter de seneste ændringer i køreplanerne 10. december er opstået uklarhed om, hvor bus 315 skal holde på Frederikssund St., og at det skaber forvirring for passagererne.

Der var desværre tale om en fejl, som Movia rettede få dage efter den nye køreplan trådte i kraft 10. december.

Buslinje 315 var nemlig uheldigvis blevet tildelt en forkert placering på stationen, og vi er helt enige i, at det skabte forvirring både for chaufførerne og passagererne. Det er der nu rettet op på.

Bussen vil fremover kun holde ét sted på Frederikssund St. og dermed bliver det forhåbentligt også nemmere at finde frem til, hvor bussen holder.

Jan Vogel rejser også kritik af, at busserne ikke kører forbi kommunens mange museer. I Movia er vi enige i, at museer er af de steder, hvor borgerne gerne vil kunne komme til – også med bus.

Derfor har både Frederikssund Museum og J.F. Villumsens Museum stoppesteder under 300 meter fra deres indgang, ligesom flere buslinjer kører forbi museerne. Dermed er det sikret, at man som borger kan tage bussen, hvis man skal en tur på museum i juleferien.

Det har ikke været muligt at placere stoppestedet lige uden for hovedindgangen af J.F. Villumsen Museet, da museet befinder sig på en befærdet vej med meget trafik. I forhold til forbindelsen mellem busserne i Hornsherred, har det været nødvendigt at gennemføre en prioritering af de vigtigste forbindelser og transportbehov. Det betyder, at det desværre ikke har været muligt at sikre forbindelser til alle steder på alle tidspunkter. Jan Vogel har ret, når han skriver, at borgere har mulighed for at benytte Flextur, som supplement til den øvrige kollektive transport.

Jan Vogel foreslår også, at man i stedet for at give borgerne Flextur, kunne bruge pengene på busser med fast køreplan. Men det forholder sig faktisk sådan, at man får en bedre service visse steder med Flextur, som kan køre fra dør til dør, når borgerne har brug for det, end med bussen, som kører på en fast rute med faste intervaller.

Flextur er en god mobilitetsservice i områder, hvor der er langt mellem huse og mennesker, og i ydertimerne, hvor det ikke giver mening at køre med busser med fast køreplan, fordi behovet for transport er meget sparsomt, og passagererne derfor få. Her er det en bedre og mere meningsgivende service at give borgerne mulighed for Flextur, som er fleksibelt og kan benyttes efter behov.

I Movia håber vi, at vores svar kan bidrage til, at julefreden igen sænker sig over Frederikssund St. og busserne i Hornsherred, og at Jan Vogel også kan blive glad for den forbedrede busdrift, som fulgte med de nye køreplaner 10. december 2017.

Publiceret: 25. December 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt