Skriv kommentar
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

DEBAT: Borgerne bliver glemt i valgkampens hede

Helle Bach-Pedersen

Bybakken 115

3600 Frederikssund

Hun åbnede døren, Birte på 85 år, da jeg ringede på i min jagt for at indhente penge til Dansk Flygtningehjælps Landsindsamling.

Det kunne hun nemlig, altså åbne døren, men hun var stavnsbundet i sin egen bolig i Færgeparken 2 st.

En sød, ældre svagtseende dame i kørestol, der i sin stuelejlighed åbenlyst skulle være bedre stillet end ældre, der skal døje med trapper. Selv uden trapper var kvinden låst til sin lejlighed, ikke på grund af sit synshandicap, heller ikke fordi hun var kørestolsbruger, men på grund af kommunens rampeopsætning til kvindens lejlighed.

Der stod jeg helt mundlam over, hvordan en kommunal løsning på en rampe ind og ud af kvindens lejlighed var håndteret.

Der var monteret en gummiliste til det lille dørtrin fra opgangen og ind mod hjemmet, der lignede et helt almindeligt hjem hos en ældre borger i Danmark med landskabsmaleri med ramme hængende på væggen og lyse vægge.

Inde fra denne herlighed af dansk kulturarv var så en anden gummiliste monteret - og herfra udgik problemet, som selv jeg uden kyndighed i håndværk eller hjemmepleje kunne få øje på. Listen inde i lejligheden sluttede til dørlisten, der havde to forhøjninger.

Gummilisten gik ikke hen over de to forhøjninger men mundede ud i nederst kant af listen.

Så Birte kunne på ingen måde bugsere sin kørestol ud i opgangen. Wow, hvilken fadæse!

Først var jeg noget mundlam, så kom vreden. Vreden over, at der opsættes sådan noget makværk hos vores ældre medborgere i Frederikssund Kommune. Vrede over, at det åbenbart ikke kun var ved hoveddøren, at denne konstruktion var etableret, men også ved havedøren.

Stakkels Birte på over 80s år kunne kun køre frem og tilbage mellem to døre, men ikke komme ud over rampen.

Mens politikernes valgplakater og slogans samt lange retoriske pladdertaler fylder vores lygtepæle, avisspalter, kulturhuse og social medier, så sidder ældre Birte dér og kan ikke engang komme ned at brevstemme på kommunen. Eller tage til det ordinære valg, for hun kan faktisk ikke komme ud af kommunens ugennemtænkte løsning på en rampe i hendes hjem.

Birte var heldig, at jeg valgte at samle ind søndag 5. november. Hun var heldig, at hun var en af de sidste på ruten, og at jeg havde de fem minutter, det tog at høre hendes historie om uduelige rampeløsninger i kommunalt regi.

Jeg lovede Birte i nr. 2, stuen, henne i bunden, at dette skulle jeg sgu nok få løst, om jeg så selv med mine egne kræfter skulle komme og brække listerne af, for at hun skulle kunne få frisk luft på sine sidste dage, hvor synet var svigtet og benene gamle.

Kære politikere, I smiler sødt til os fra Jeres valgplakater i lygtepælene, I giver os bolsjer, balloner og andet i gågaden. Vi tager gerne imod, men I må ikke glemme os borgere i vores hverdag, og I må slet ikke glemme ældre Birte i Færgeparken!

Publiceret: 09. November 2017 01:12

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Kandidater præsenterer “børnealliance”
Kandidater præsenterer “børnealliance”