Søndag middag stod slukningsarbejdet stadig på. Foto: B.Masson
Søndag middag stod slukningsarbejdet stadig på. Foto: B.Masson
Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Brand på Svanholm: 100 bigballer gik op i røg

12 timer tog det, før brandfolkene havde slukket den brand, som søndag hærgede på Svanholm Storkollektiv

Af Birgitte Masson

Til alt held kom hverken mennesker eller dyr til skade, da der opstod brand på Svanholm Storkollektiv søndag morgen.

Alarmen indløb hos beredskabet klokken 04.16, og det brandfolkene mødte, da de ankom til stedet, var en lade hvor den ene ende stod i flammer.

“Jeg kan ikke sige noget om, hvorvidt branden er påsat,” fortæller Henrik Sejer fra Nordsjælands Politi.

Brandens opståen skal med andre ord nu efterforskes nærmere, men i følge Toke Baillie fra Svanholms bygningsgruppe, så er man her ikke i tvivl om, at branden var påsat.

Driftsleder i kostalden Kristine Dalbach var nemlig ude at hente køerne ind fra marken klokken ca. 03.30 søndag morgen, fordi køerne skulle malkes inde i stalden. Og da hun hører knallerter udenfor, kigger hun ud. 40 meter fra stalden ser hun flammer stå op ad stakladen samtidig med, at hun ser nogle personer løbe væk. Hun slår straks alarm, og ringer blandt andet også til Toke.

“Kristine sætter gang i alarmkæden, og da vi kommer derud, er der allerede rigtig meget ild der har fået fat, en ret stor flade i laden brænder,” fortæller Toke, om det syn der mødte ham og de øvrige beboere, da de kom ud til laden.

Driften er nul-stillet

100 bigballer gik op i røg, og 15 spær i laden er ødelagte. Det tog 12 timer for beredskabet og et stort opbud af frivillige brandmænd at få has på branden.

“Beredskabet og alle de frivillige har gjort et stort arbejde. De var hurtigt ude, og har knoklet, så stor ros til dem,” siger Toke. Han fortæller, at mange landmænd har tilbudt dem halm, nu hvor de ikke længere selv har noget.

“Vi får leveret det første læs halm i dag. Mange naboer har også meldt ind og sagt, at vi bare skal komme og hente.”

Men midt i taknemmeligheden over den store hjælpsomhed Svanholm har mødt det seneste døgns tid, er Toke også ærgrelig:

“Vi havde lige gjort græsarealet foran laden klar til, at kalvene kunne gå der. Vores drift er nul-stillet, og vi skal starte forfra. Det er simpelthen så ærgreligt. Det er da også ubehageligt, når man tænker på, at nogle personer kan finde på, at sætte ild til laden. Vi føler, at vi er på god fod med folk i området, og synes ikke vi har trådt nogle over tæerne,” siger Toke.

Havde det været tørt i naturen, kunne ilden let have bredt sig til den nærliggende skov. Foto: B.Masson
Havde det været tørt i naturen, kunne ilden let have bredt sig til den nærliggende skov. Foto: B.Masson
Publiceret: 26. Juni 2017 10:55

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder hver
dag fra Lokalavisen Frederikssund

Bøger
Forsiden netop nu
ANNONCER
Se flere