Del på Facebook
Del på Twitter
Udskriv
Send e-mail

Borgmester: Vinge-udbud var for ambitiøst

Drømmen om Vinge Centrum lever stadig for borgmester John Schmidt Andersen. Men i stedet for at få midtbyen og stationen på plads i ét hug, kommer det til at ske i etaper, forudser han

Planerne om at opføre en ny by i Vinge bliver ikke skrinlagt. Dét slår borgmester John Schmidt Andersen (V) fast overfor Lokalavisen.

Men der bliver skruet ned for blusset, når man igen vil forsøge at gøre kernen i den kommende by til virkelighed.

“Vi må nok sige, at når vi ser tilbage, så har ambitionerne i prospektet været for høje. Så mange penge, som der har været påkrævet, har der ikke været i det. Men det er ikke det samme som at sige, at så skal vi bare lade det hele ligge. Kommunen ejer stadig jord for omkring 120 millioner kroner, og det vil være forkert ikke at forsøge at udnytte det,” siger John Schmidt Andersen og fortsætter:

“Det tidligere byråd har godkendt, at vi sender det i udbud igen, men vi skal naturligvis have det nye byråd med, så vi har opbakning til at starte forfra - på en måde, hvor vi helt sikkert griber det anderledes an. Når eksempelvis Domea har udtalt, at man har 500 på venteliste til boliger i Vinge, kan det jo godt være, at man i stedet for at lade det være en del af en samlet løsning, kan sælge grundene enkeltvis, så de kan komme i gang med at opføre boligerne,” siger han til Lokalavisen.

Han forventer også, at opførelsen af stationen i Vinge kommer til at gå som et selvstændigt element i et udbud i stedet for som en del af en “pakkeløsning,” som det var tilfældet i den nu kuldsejlede forhandling med AP Pension.

Penge afsat til station

Han har også stor forståelse for, at både de allerede indflyttede indbyggere og potentielle købere kan blive påvirket af usikkerheden omkring Vinge:

“Det er jo ikke kun Vinge Centrum, der bliver skabt usikkerhed omkring, når man eksempelvis siger, at man ønsker at standse hele Vinge. Det giver også usikkerhed for dem, der allerede er flyttet ind i Deltakvarteret. Og det kan godt være, vi i kommunen ikke har de store juridiske forpligtelser i forhold til dem, men vi har en masse moralske forpligtelser. Og når man sammenholder det med, at vi altså stadig ejer jorden, vil det være rigtigt at fortsætte udviklingen,” siger han til Lokalavisen.

Han hæfter sig også ved, at pengene til stationen i Vinge så sent som i Finansloven for 2018 indgår i en pulje, der planlægges udbetalt i 2020:

“Pengene til stationen er afsat. Men det kræver, at vi kan fortælle Christiansborg, at der stadig er grundlag for en station, og det bliver helt sikkert ikke lettere, hvis vi ikke har størst mulig enighed i byrådet.”

Publiceret: 04. Januar 2018 08:41

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de lokale nyheder og
annoncer hver dag fra Lokalavisen Frederikssund

Politiken
Seneste nyt
Ekstra Bladet
Seneste nyt
Jyllands-Posten
Seneste nyt