Gruppen for VW Up og søstermodellerne Skoda Citigo og Seat Mii har over 5.800 medlemmer og er en af de største grupper. Foto: Fra Facebook

Gruppen for VW Up og søstermodellerne Skoda Citigo og Seat Mii har over 5.800 medlemmer og er en af de største grupper. Foto: Fra Facebook

Facebook-grupper vinder frem, og der er masser af gratis råd at hente

Mange bilmodeller har deres egne dedikerede Facebook-sider, hvor ejere og andre bilinteresserede udveksler erfaringer. Her er meget at hente, men du skal også kunne sortere i oplysningerne

Af
Jens Overgaard

viden Få hjælp til at montere et midterarmlæn på en VW Up, tjek prisen på et serviceeftersyn, eller find de rigtige pærer til forlygterne på modellen.

Mulighederne for at få hjælp og vejledning på de mange Facebook-sider for bestemte mærker og modeller er nærmest uendelige.

Det er en bevægelse, som har fået endnu mere vind i sejlene, i takt med at der kommer flere elbiler på vejene, hvor teknologien nogle gange er så kompleks, at de mest dedikerede brugere ofte ved mere end mekanikeren på værkstederne.

Her er der tit også spørgsmål om opladning og de nyeste opdateringer.

Det er noget, som der er mange opslag om hos Tesla Owners Club Denmark, der har 3.100 medlemmer, og som i den uge, vi kiggede, f.eks. også havde opslag om prisen på reparation af et styretøj og forslag til at ordne et airconditionanlæg, som ikke virker.

Men også de helt klassiske modeller har en stor dedikeret følgerskare. Det gælder netop for VW Up, Skoda Citigo og Seat Mii. Den har over 5.800 medlemmer.

Svar på alle spørgsmål

Martin Ludvigsen Bredberg, der er administrator for gruppen med Up, Mii og Citigo, fortæller, at de fleste forespørgsler handler om reparation af ting, der er gået i stykker, eller værkstedspriser, og at det ofte går ud på at blive afklaret.

"Folk får svar på deres spørgsmål, uanset hvad det måtte være. Og de vender ofte tilbage med en tilbagemelding på, hvordan det er gået. Det er ret fedt," siger han. På den måde kommer erfaringerne de andre i gruppen til gode.

Mange bruger også gruppen til at vende nogle tekniske spørgsmål før besøg hos værkstedet.

Bedre forberedt

Især når vi taler om elbiler, er der meget at komme efter, vurderer Martin Messer Thomsen, der er pressetalsmand for Foreningen af Danske Elbilister (FDEL).

"Her er der simpelthen så meget at hente, og man kan få afsindigt mange informationer," siger Martin Messer Thomsen.

Han ser ofte, at folk, der har en bestemt elbilmodel i tankerne, melder sig ind i god tid i forvejen for at følge bilen.

"Så er de forberedte, når de køber bilen," siger Martin Messer Thomsen, der peger på, at det dels handler om praktisk ting som den rigtige og billigste forsikring, dels også om teknik.

"En del af værkstederne kender ikke så meget til elbiler. Nogle gange ser vi, at der er nogle problemer, som et værksted ikke kan løse. Så kan man forhøre sig i Facebook-gruppen og høre, hvordan det blev løst, og måske samtidig finde et værksted, som ved, hvordan man gør det," siger han.

Man skal dog også være opmærksom.

"Man hører sjældent fra de folk, som ikke har problemer med deres bil. Det er oftest kun dem, som har problemer, der reagerer, så det kan komme til at fylde uforholdsmæssigt meget," siger han.

Publiceret 26 August 2019 15:14

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!