Den kinesiske BYD e5 er verdens næstmest solgte elbil efter Tesla Model 3. Den kom på markedet i 2015 og har en rækkevidde på op til 300 km. Foto: DK McLaren

Den kinesiske BYD e5 er verdens næstmest solgte elbil efter Tesla Model 3. Den kom på markedet i 2015 og har en rækkevidde på op til 300 km. Foto: DK McLaren

Det globale salg af elbiler stiger markant

Salget af elbiler steg til næsten det dobbelte på et år, men udgør en lille del af de samlede indregistreringer i verden

Af
Christian Schacht

salg 92 pct. Så mange flere elbiler blev der solgt i årets første seks måneder end i samme periode sidste år. Det viser en analyse af det globale salg af rene elbiler, som Jato Dynamics, der overvåger det globale bilsalg nøje, har lavet.

Tallet er på 765.000 for i alt 41 lande, hvor salget er målbart. Året før var det på 397.000, og tilbage i 2010 udgjorde det samlede salg i samme periode kun 2.000.

Stigningen er således markant, men kigger man på det samlede salg af biler, udgør elbilerne kun 1,7 pct.

Årsagen er den samme de fleste steder: De er ret dyre (selv i Kina), infrastrukturen er ikke klar endnu, og der er stadig bekymring for rækkevidden, skriver Jato Dynamics i sin analyse.

Dette forklarer, hvorfor de stadig er nichebiler.

Stor vækst i Kina

Især Kina trækker således salget op, da der blev afsat 470.000 eldrevne personbiler i årets første seks måneder, en stigning på 111 pct. i et bilmarked, der ellers oplevede et fald på 12 pct.

Dermed er markedsandelen for rene elbiler nu oppe på 4 pct.

Kineserne vælger primært egne bilmærker, og det var mere end 90 pct. af salget, der var drevet af lokale producenter.

Kina tegner sig for 56 pct. af alle solgte elbiler i perioden, mens Europa har 23 pct., og USA/ Canada er på 17 pct. De resterende 4 pct. er fordelt på resten af verden.

Kigger man på de enkelte lande, er Norge på en tredjeplads efter Kina og USA, skarpt forfulgt af Tyskland og med et godt stykke ned til Frankrig og Holland. Ser vi på elbilernes markedsandel, er Norge dog helt i særklasse, for her udgør de 37,1 pct. af det samlede salg af biler. Det kan sammenlignes med andelen herhjemme, der for tiden er på 1,7 pct., som lige akkurat svarer til det globale gennemsnit.

Tesla mest solgte i Norge

De europæiske registreringer udgjorde i alt 37.500 enheder, og Tesla Model 3 førte an foran Renault Zoe. Model 3 var Norges mest solgte bil og den tredjemest solgte vogn i Holland. I Kina viser data, at der blev solgt 16.300 Model 3 på de kanter, hvilket gjorde landet til det næststørste marked for det amerikanske firma og ind på den kinesiske top-10-liste.

Forbrugerne i Europa har også vist en stigende interesse for eldrevne biler. Samlet blev der indregistreret 173.200 nye enheder i 1. halvår 2019, 84 pct. højere end samme periode året før. Væksten skyldes flere nye modeller som især Tesla Model 3, men også Jaguar I-Pace, Hyundai Kona Electric og Kia e-Niro, men også generel modstand mod dieselmotorer.

FAKTA

Markedsandele elbiler

1. Norge 37,1 pct.

2. Holland 6,5 pct.

3. Sverige 4,8 pct.

4. Kina 4,0 pct.

5. Schweiz 3,4 pct.

6. Portugal 2,7 pct.

7. Østrig 2,4 pct.

8. Irland 2,2 pct.

9. Korea 2,1 pct.

10. Danmark 1,7 pct.

Kilde: Jato Dynamics.

Publiceret 20 August 2019 14:15

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!