De lidt ældre biler skal tackles anderledes end dagens modeller, og man kan finde sin bils grænser på kørekurserne for de klassiske biler. Foto: FDM

De lidt ældre biler skal tackles anderledes end dagens modeller, og man kan finde sin bils grænser på kørekurserne for de klassiske biler. Foto: FDM

Lær at håndtere din klassiske bil

Biler med en lidt ældre dåbsattest kan give udfordringer. Nyt køreteknisk kursus lærer entusiaster at få mest muligt ud af deres køretøj

Af
Jens Overgaard

køreoplevelse Der kan være udfordringer ved at sætte sig bag rattet af en klassisk bil.

Styretøjet kræver ofte lidt flere kræfter, og bremserne tager måske ikke helt så hårdt fat, som mange er vant til. Køreoplevelsen er i det hele taget en anden, når man lufter sin klassiker.

Skal man have det fulde udbytte af sin klassiske bil, kan det kræve, at man lærer den ordentligt at kende.

Derfor lancerer FDM nu en ny type kurser, hvor entusiaster kan lære at få bedre styr på deres klassiker ude i trafikken.

"En klassisk bil kører og skal køres på en helt anden måde, end nye biler gør i dag. Skal man have det fulde udbytte af sin bil, kræver det, at man bliver fortrolig med dens køreegenskaber. Derfor har vi lavet kurset her," siger køreinstruktør på FDM Jyllandsringen Bjarne Kragelund.

Kurset inkluderer både teori og praktiske øvelser, som tager udgangspunkt i hver enkelt bil, inden deltagerne sendes ud på banen.

Tid til diskussion

"Det er ældre biler, der ikke har moderne hjælpemidler som ABS og ESC. Derfor bliver det med bremse-og undvigemanøvrer af den gamle skole," siger Bjarne Kragelund.

Ud over teorien og manøvreøvelserne på banen bliver der også god tid til at diskutere, hvorfor bilen reagerer, som den gør.

Kurserne afholdes på FDM Sjællandsringen ved Roskilde den 17. august og på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg den 19. august. Her er plads til 30 biler per kursus.

Publiceret 31 July 2019 10:21

DEBAT: Træer skal redde klimaet – i Frederikssund fælder man dem!

DEBAT Klimaudfordringen er en af vor tids største problemstillinger, og mere skov på jordkloden vil i fremtiden spille en væsentlig rolle for reduceringen af CO2.

2015, 2016, 2017 og 2018 er som de varmeste år målt nogensinde en direkte konsekvens af klimaforandringerne og kræver handling. CO2-udledningen må reduceres og CO2 trækkes ud af luften ved bevaring og nyplantning af skov, da skove er det mest effektive middel til at opsuge drivhusgasser.

FN anbefaler, at der plantes mere skov i verden for at opsamle CO2, så skov spiller en nøglerolle, hvis globale klimamål skal nås.

Herhjemme kulminerer kampagnen ”Plant et træ” med et tv-show lørdag d. 14/9 2019, hvor målet er at plante 1 million træer i Danmark.Danmark er et af de lande i Europa, som har relativt mindst skov. Med kun 14% er det af særligt stor vigtighed, at eksisterende skov i Danmark bevares, og ny skov etableres. Det forekommer derfor paradoksalt, at Frederikssund Kommune tillader fældning af skoven ved Thorstedlund for at give plads til højhusbyggeri, mens resten af Danmark og andre lande går i modsat retning.

I årevis har man i Frederikssund fældet træer med hård hånd, så der i dag er væsentlig mindre skovvækst tilbage end tidligere, uagtet at netop natur er trækplaster for tilflyttere, som man angler så meget efter.

Det er ingen kunst at ødelægge naturen og opføre betonmastodonter pga. kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er derimod en kunst at bevare naturen for eftertiden, så jeg skal bede Byrådet se med alvor på fældning af skoven ved Thorstedlund og understrege, at den er uigenkaldelig! Et gabende grimt ar i fjordskråningen fyldt ud af betonbyggeri vil for evigt stå som en skamstøtte over beslutningstagerne i kommunen.

Lad såvel skov som dyreliv på Thorstedlund leve!