Ejerne af amerikanerbiler fylder mest i klublandet herhjemme. Dem er der hele 63 klubber for. Ofte er der tidstypiske indslag, når klubberne holder træf. Foto: Johnny B. Rasmussen

Ejerne af amerikanerbiler fylder mest i klublandet herhjemme. Dem er der hele 63 klubber for. Ofte er der tidstypiske indslag, når klubberne holder træf. Foto: Johnny B. Rasmussen

Danskerne har en forkærlighed for amerikanske klassikere

Der er flest klubber for amerikanerbiler fulgt af VW-klubber herhjemme. Men fortsat flere bilentusiaster mødes på tværs af mærker eller i Facebook-grupper

Af
Jens Overgaard

motor Der er nu noget særligt ved at mødes med andre bilentusiaster, sparke dæk og vende verdenssituationen. Det er der stadig mange danskere, som mener.

Faktisk findes der herhjemme hele 311 motorhistoriske klubber og foreninger for de to-og firehjulede, og ud af dem er 241 direkte mærkeklubber.

VW, her en Boble fra sidste års træf på Wedelslund, har mange modeller og antallet af klubber kommer på andenpladsen med 22 af slagsen. Foto: Jens Overgaard

VW, her en Boble fra sidste års træf på Wedelslund, har mange modeller og antallet af klubber kommer på andenpladsen med 22 af slagsen. Foto: Jens Overgaard

Det viser en opgørelse fra Motorhistorisk Samråd, der har lavet et større detektivarbejde for at komme ud i alle afkroge.

Mødes over Facebook

Men flere og flere klubber organiserer på tværs af mærker og optager medlemmer med både veteraner, nyere klassikere som youngtimere og motorcykler. Bare der er interesse og entusiasme.

Mangfoldigheden inden for klassiske biler er stor, og mange klubber organiserer på tværs af mærkerne. Foto: Jens Overgaard

Mangfoldigheden inden for klassiske biler er stor, og mange klubber organiserer på tværs af mærkerne. Foto: Jens Overgaard

Samtidig kommer der flere mere uformelle sammenslutninger, hvor man koordinerer over Facebook uden vedtægter og paragraffer og f.eks. mødes ved store træf som det ugentlige ved Kalø på Djursland, der foregår hver tirsdag i sommerhalvåret og kan samle flere tusinde besøgende på gode sommerdage.

Det er dog ikke til at komme uden om klubberne for amerikanerbiler, som der findes 63 af herhjemme og er organiseret under paraplyen "Forenede Danske Amerikanerklubber". Her fylder især det store fælles arrangement, kaldet "Viking Run", som foregår på Roskilde Dyrskueplads hvert andet år. Det tiltrækker i stor stil entusiaster fra især Sverige, hvor der er en stor fanskare til amerikanerbiler og hele kulturen omkring dem.

Næststørst er VW-klubberne med 22 af slagsen, og hvor det klart afspejles, at modelprogrammet er stort, og at mærket har været på banen herhjemme længe og har godt fat i danskerne.

Amerikansk livsstil

Der er flere årsager til, at det især er amerikanerbilerne, som fylder, vurderer Johnny B. Rasmussen, som er sekretariatschef hos Motorhistorisk Samråd.

"Der er meget populærkultur forbundet med amerikanerbilerne, hvor man jo bl. a. hører musik fra 1950' erne, så man her bliver trukket mere ind i et helt univers. Det fylder ikke så meget ved de franske eller engelske biler. Man ser jo f. eks. ikke så mange franske bilentusiaster gå rundt med alpehue og baguettes," smiler Johnny B. Rasmussen.

Han peger dog på, at man ikke skal underkende de engelske bilmærker, som der findes rigtigt mange af, og som der er mange klubber for.

VW-klubberne giver sig selv.

"Folkevognsboblerne var jo utroligt populære herhjemme. Så der vil altid være interesse for disse," konstaterer han.

Der findes dog også en række VW-klubber for nyere modeller.

Publiceret 25 April 2019 12:56

DEBAT: 3.d – verdens sødeste studenter

Da vores datter for nogle uger siden sprang ud som student fra Frederikssund Gymnasium, var glæden stor, men den blev hurtigt iblandet bekymring, når talen faldt på den traditionsrige vogntur med besøg i hjemmene.

Det skortede nemlig ikke på advarsler, bitre erfaringer og rædselshistorier fra nær og fjern om studenterklasser, der med druk, svineri og tøjlesløs adfærd havde hærget de små hjem, mens hændervridende forældre sagesløse så til, og utallige var derfor opfordringerne til at afvikle seancen med de vilde horder i haven og ikke under nogen omstændigheder indenfor.

Således bevæbnet med gruopvækkende øjenvidneberetninger grublede vi i nogle dage over, hvordan vi skulle gribe studenterbesøget an.

Til slut valgte vi at tage imod de nybagte studenter på præcis samme måde som alle vore andre gæster, - inden døre og uden at flytte indbo og løsøre!

Og lad det være skrevet med flammeskrift! Alle dystre spådomme og bange anelser blev gjort til skamme, for studenternes besøg var en oplevelse for livet, vi med glæde tænker tilbage på.

Smilende, fornuftige og velopdragne unge indfandt sig i god ro og orden på vores matrikel, hvorefter der blev hygget og sludret.

Alle gav høfligt hånd, både da de kom og gik, og der blev takket for maden og invitationen til at gæste vores hjem! Vi var imponerede!

3.d, - I er skønne unge mennesker, som gør jeres familier ære!

Da vi ikke kan rose jer personligt for en forbilledlig opførsel, håber vi, vores budskab når jer på denne måde. 1000 tak for jeres besøg og måde at være på!

Vi er stolte af jer og medgiver jer alle vore bedste anbefalinger!Vær altid velkomne hos os en anden gang og lykke til i livet fremover, - jer skal det nok gå godt.